FC Midtjylland kickstartede søndag 3F Superliga-foråret med en 1-0-sejr over Lyngby.
– Vi levede ikke op til det, som vi forventer af os selv, men heldigvis var det nok. Vi kan ikke komme ud med mere end tre point i en Superliga-kamp, så dem er vi glade for, sagde Thomas Thomasberg efter dysten og fortsatte:
– Jeg har været sindssygt glad for opstarten og de europæiske kampe, hvor der har været noget robusthed i alle tre opgør. Det var første gang, at jeg stod med en fornemmelse af, at vi ikke ydede, hvad der skulle til, og at vi ikke var parate, og det er aldrig en god fornemmelse at have.
– Alligevel er det en god fornemmelse at have, at vi kom igennem det, uden at vi smed noget, og det er også lettere at rette op på, for det har ikke været noget, som jeg har konstateret i rigtig lang tid.
Valdemar Byskov, der for første gang i karrieren spillede samtlige 90 minutter på førsteholdet, satte også ord på de tre point:
– Det er klart, at vi ikke spillede op til vores bedste i dag. Der er nogle ting, vi er nødt til at forbedre. Men vi fik de tre point, sagde Valdemar Byskov, der tog plads på 8’er-positionen sammen med Darío Osorio med Dani Silva liggende lige bag sig.
– Jeg synes, det fungerede godt. Vi komplimenterer hinanden godt i forhold til spillet med bolden. Vi fandt hinanden i kombinationerne, og vi vil alle gerne spille fladt. Det var en god konstellation og en placering på banen, der passer rigtig godt til mig, tilføjede den tidligere akademispiller.
Der venter nu et par dage på træningsbanen, før Real Sociedad er modstanderen torsdag kl. 21.00 i San Sebastián i returen af Europa League knockout-playoff.