Førsteholdet

Reaktioner fra søndagens sejr

Både André Rømer og Thomas Thomasberg var tilfredse med aftenens begivenheder i Hvidovre, hvor FC Midtjylland stordominerede i spil og chancer.

05/11/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Der var dominans i spil og chancer fra start til slut, fire forskellige målscorere og vigtigst af alt tre point, der avancerer FC Midtjylland op på tredjepladsen i 3F Superliga.

Unikt indblik i kampen: Referat, statistikker og heat-maps

André Rømer kom på måltavlen kort før pausefløjt, da den tilbagevendte midtbanespiller fik en afslutning rettet i kassen. Den 30-årige tidligere akademist satte ord på sejren efter de 90 minutter:

– Vi spillede en fin 1. halvleg, hvor vi havde masser af chancer og optræk til endnu mere. I 2. halvleg blev det for rodet, og vi gav dem et dumt mål. Men vi kan være tilfredse. Vores relationer bliver bedre og bedre for hver uge, der går, og i dag tager vi endnu et skridt på vejen.

– Jeg synes, vi hører til i toppen. Der er stadig fejl, som vi kan forbedre, men det lover godt, at vi nu – uden for alvor at have ramt vores topniveau endnu – er oppe på tredjepladsen med holdene over os inden for rækkevidde, siger André Rømer, som leverede en spektakulær flik-flak efter sin 0-3-scoring.

Cheftræner Thomas Thomasberg var også tilfreds med det, han så fra sit mandskab, søndag aften på Sjælland.

– Resultatmæssigt var kampen lukket efter 1. halvleg, men jeg synes godt, vi kunne have lavet flere mål i 2. halvleg. Alt i alt var det en rigtig fin indsats, og selvom alle forventer, at vi skal vinde herovre, er det lettere sagt end gjort. Det var en god kamp og i sidste ende en fortjent sejr.

– I den seneste periode har vi vist ting, der hænger godt sammen. Det gælder både vores forsvar og offensiv. Vi har scoret mange mål, og der er skabt nogle relationer og en farlighed i offensiven. I dag fik tre af vores angribere scoret, så det er vi glade for, lyder det fra Thomas Thomasberg.

Med sejren er FCM ubesejret i 3F Superliga siden den 27. august. Samtidig har man hentet 18 point i de seneste otte kampe.

Storkamp på MCH Arena

Søndag får vi besøg af FC Nordsjælland, der ligger to point under FCM i tabellen. Dermed er der vigtige point på spil, hvor holdet har brug for fortsat solid støtte på lægterne i jagten på at fortsætte den flotte stime.

Find billetinfo nedenfor.

Billetinfo FCM v FCN