Førsteholdet

Reaktioner på Atalanta-kampen

Brian Priske og Alexander Scholz sætter ord på deres oplevelse af kampen mod Atalanta, der endte 1-1 i Bergamo.

01/12/20
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Tirsdag aften hentede FC Midtjylland 1-1 i Bergamo mod Atalanta og sikrede sig dermed det første point i gruppespillet i Champions League.

Det var Brian Priske glad for på trods af, at sejren var inden for rækkevidde, da Atalanta først udlignede i kampens slutning.

– Først og fremmest så skal vi være tilfredse med og glade for at hente et point i en svær kamp mod et voldsomt godt hold. Selvfølgelig giver vi nogle chancer væk hist og pist, men jeg er nødt til at rose spillerne for at tilpasse sig på meget kort tid og så levere på højt plan, lyder det fra cheftræneren på pressemødet efter kampen og uddyber:

– Så er det klart, at man kan ærgre sig lidt over, at man lukker en ind til sidst, men jeg tror også, der var et par muligheder til Atalanta inden da. Så vi er glade for at være på tavlen og få vist, at vi har nogle kvaliteter i Champions League også.

Også Alexander Scholz var en glad mand efter kampen.

– Jeg er bare glad på holdets og klubbens vegne. Vi har kæmpet hårdt for det point og ledt efter 90 gode minutter. Vi har spillet godt i perioder og været tæt på i nogle af de andre kampe, men i dag havde vi virkeligt fornemmelsen – især efter scoringen – at vi kunne få noget med, fortæller forsvarsspilleren, der af UEFA blev kåret til Man of the Match.

– Et godt træf

Alexander Scholz bragte midtjyderne foran efter 13 minutter med et forrygende spark i forbindelse med en dødbold.

– Den bliver clearet og kommer tilbage i feltet, hvor Kaba gør det fremragende i situationen. Han kommer ind som mange andre gange i kampen og vinder sin duel, og så kunne jeg godt fornemme, hvor bolden ville lande, og så fik jeg heldigvis et godt træf på den og så den gå ind, siger den vikarierende anfører ydmygt om sin flotte scoring.

Inde på banen kunne Scholz godt mærke målets betydning.

– Det er klart, at det ændrede fuldstændigt kampbilledet og gav os en masse energi, vi kunne køre videre på, og det var fremragende at se alle gutterne kæmpe derude, siger Alexander Scholz.

Næste og sidste opgave i Champions League er på onsdag i næste uge, når Liverpool gæster MCH Arena.