Førsteholdet

Reaktioner på Brøndby-kampen

Hør fra Bo Henriksen, Anders Dreyer og Erik Sviatchenko ovenpå den hårde skæbne mod Brøndby.

13/05/22
Jens Risom
Foto: Getty Images

FC Midtjyllands mesterskabsdrømme led en tung skæbne, da holdet dybt inde i tillægstiden i kampen mod Brøndby indkasserede en udligning til 2-2.

Inden da havde det midtjyske mandskab ellers vendt et truende nederlag på hovedet med to hurtige scoringer ti minutter før tid.

– Den er hård lige nu. Især med den måde det sker på. Drengene har jo fortjent mere i dag, lyder det med skuffelse i stemmen fra cheftræner Bo Henriksen efter slutfløjtet på MCH Arena.

– Der er ikke nogen, der kan være i tvivl om, at vi var det bedste hold på banen, og det er irriterende, at det er en kamp som den her, der måske bliver udslagsgivende for vores mesterskabschancer, fortsætter Bo Henriksen.

Anders Dreyer, som i ti minutter plus det løse lignede matchvinderen med sin 2-1-scoring, kalder det en bitter følelse at stå med.

– Det er fodbold, når det er bedst og værst. Vi var bagud langt inde i kampen, kom flot tilbage og førte 2-1. På det tidspunkt koger stadion, og alt er godt. Når de så scorer i bogstaveligt talt sidste sekund til 2-2, så er det en bitter følelse. Det kan man ikke lægge skjul på, siger Anders Dreyer og tilføjer:

– Vi spillede en god kamp offensivt. Vi manglede at få bolden prikket i mål noget tidligere, men vi bevarede troen. Og selvom det var sent, at vi fik udlignet til 1-1, havde vi klart følelsen af, at vi nok skulle få scoret igen. Det gjorde vi jo fint, men 2-2-resultatet er svært at sluge.

Resultatet betyder, at FC Midtjylland har tre point og en ti mål dårligere målscore op til FCK på førstepladsen før de sidste to runder i Mesterskabsspillet. Hvis guldet skal til Midtjylland, vil det med al sandsynlighed kræve to københavnske pointtab.

– Det lyder svært, meget svært, men jeg vil ikke sige, at det er forbi. Jeg er optimist af natur, siger Erik Sviatchenko.

– Vi skal kæmpe til sidste sekund for at se, om det er muligt med en guldmedalje, understreger anføreren.

Næste kamp for FC Midtjylland er på mandag i Silkeborg, inden 3F Superliga-sæsonen rundes af hjemme mod Randers næste søndag.

Billetsalget til pokalfinalen er nu åbnet for alle