Torsdag aften spillede FC Midtjylland 1-1 mod Røde Stjerne i en kamp, som midtjyderne havde chancerne til at vinde. Først i det 77. minut fik FCM belønning for de mange positive takter, da Nikolas Dyhr scorede sit første mål på seniorplan.
– Jeg er selvfølgelig glad for mit mål, men jeg ville 100 procent hellere bytte det til tre point i stedet, lyder det fra Nikolas Dyhr på pressemødet efter kampen.
Den 20-årige wingback spillede en god kamp i venstre side, hvor han var involveret i meget af FCM’s offensive spil. I første halvleg havde den danske ungdomslandsholdsspiller også en afslutning på stolpen.
– Jeg kom meget længere frem, end jeg plejer, og det klæder mig egentlig. Og jeg skal vel egentlig score en mere. Vi spillede en rigtig god kamp, som vi måske burde have vundet mod et stærkt hold, siger Dyhr og fortsætter:
– Det var min bedste kamp i FCM, og måske kan jeg glæde mig over målet og min indsats i morgen. Men lige nu er jeg bare skuffet.
Cheftræner Bo Henriksen roser Dyhr for sin første kamp i Europa League.
– Jeg synes, det er fedt, når mennesker knækker nogle koder, og når mennesker får oplevelser, som rykker. Det synes jeg, Dyhr har fået – specielt i kampen ovre i Nordsjælland, hvor han kom ind og var fremragende, og her til aften, siger Bo Henriksen og uddyber:
– Det er jo det der med at fjerne nogle blokeringer og nogle ting, hvor man har bekymringer, for så bare at gå ind og spille fodbold. Det er så fedt at se. Jeg får gåsehud af at tænke på det. Dyhr har knækket koderne og har vist, at han i den grad er i spil til at få mange flere minutter. Det, han lavede i dag, var høj klasse.
Fortsat positivt mindset
Før gruppespillet begyndte, var den erklærede ambition at gå videre i top 2 i gruppen. Efter de tre første kampe har FCM to point, og der er nu henholdsvis fire og fem point op til Braga og Røde Stjerne.
Bo Henriksen ærgrer sig over, at de mange gode præstationer ikke er blevet vekslet til flere point, men han er fortsat optimistisk om at gå videre til knockoutfasen i Europa League.
– Når man kigger på statistikkerne, er det jo en kamp, vi skal vinde uden problemer. Vi føler, at vi har været voldsomt uheldige i Europa indtil videre. De indsatser, vi har præsteret – specielt på hjemmebane – har jo været imponerende. Hvis vi bliver ved med at spille sådan nogle kampe, skal vi nok nå vores målsætning, lyder det fra 46-årige Henriksen.
Næste mulighed for at hale ind på førerholdene er om to uger, når Røde Stjerne venter endnu en gang i Serbien.
– Jeg snakkede om en lille finale om kampen i dag. Nu bliver det en stor finale i Serbien. Det er den sidste chance for at komme videre som etter eller toer i gruppen, og vi skal derned for at vinde om 14 dage. Det glæder vi os til, for der er ikke noget, som viser, at vi ikke har alle muligheder for at vinde. I store dele af kampen er vi dem overlegne, lyder analysen fra FCM-træneren.
– Vi skal altid have et positivt mindset i forhold til at vinde en fodboldkamp, og det har vi bestemt grund til at tage med derned, opsummerer Bo Henriksen.
Highlights: FCM v Crvena Zvezda
Inden da venter der dog et par kampe i 3F Superliga og Sydbank Pokalen. Næste opgave er allerede søndag aften, når SønderjyskE er modstanderen på MCH Arena.