Foråret er for alvor i gang i FC Midtjylland, som snuppede en stærk skalp mod PAOK FC i årets første kamp. De græske vicemestre og pokalvindere blev besejret med 1-0 hjemme på MCH Arena.
Sejren kom i hus via et flot mål i samspil mellem Evander og Joel Andersson, der udnyttede brasilianerens fornemme forarbejde og blev matchvinder.
I den anden ende holdt den midtjyske defensiv grækerne fra fadet, og det var assistenttræner Kristian Bach Bak særligt tilfreds med.
– Jeg er ikke som sådan overrasket, men det var betryggende at se, at vi stod så stærkt i vores organisation mod et hold, som ikke har tabt 14 kampe i streg før i aften, siger Kristian Bach Bak, der mødte pressen efter kampen sammen med Erik Sviatchenko.
– Offensivt var det også rigtig fint, og det bliver kun bedre med alle de dygtige spillere, vi har, tilføjer Bach Bak, som også hæfter sig ved en god fornemmelse ved at åbne sæsonen godt:
– Vi har tidligere stået herude og tabt til Horsens og SønderjyskE i den første kamp efter en pause, men denne gang så det fint ud, og det er en rigtig dejlig fornemmelse.
FCM holdt PAOK FC nede på 0,3 i ‘Expected Goals’ (Kilde: OPTA), og de få gange, det brændte på, stod anfører Erik Sviatchenko og forsvaret solidt.
– Organisationen var god og afstemt. Vi har haft meget fokus på det på træningslejren, og det er dejligt at se, at vi er kommet så langt som hold, at vi formår at gøre det mod en international modstander som PAOK, lyder det fra Erik Sviatchenko, som fortsætter:
– Vi holdt dem nede på en enkelt eller halvanden chance. Vi kørte den godt og sikkert hjem uden panik.
Anføreren tager dog ingen glæder på forskud og fastholder fokus på returkampen i Grækenland om en uge.
– Vi har ikke opnået noget som helst endnu. Der er stadig et returopgør om en uge på udebane, men det er et fint udgangspunkt, så vi har selvfølgelig tro på os selv, siger Sviatchenko og afslutter:
– Vi har et godt resultat, og vi ser stærke ud, men vi skal bygge på. Selvom vi har et godt udgangspunkt, kræver det en stor indsats på udebane, hvor vi sandsynligvis kommer under et større pres med deres fans, som er ret fanatiske. Men vi kan godt lide at spille under de forhold, så det glæder vi os til.
Video: Joel Andersson efter PAOK
Der er returopgør i Thessaloniki torsdag aften i næste uge. Inden da kan du se FC Midtjylland i aktion i den hjemlige liga, når AaB på søndag gæster MCH Arena.