Førsteholdet

Bag kulissen: Thomasbergs første dag i spidsen

Thomas Thomasberg havde mandag første dag i cheftrænersædet. Læs hvordan det hele forløb og se billeder fra træningsbanen.

27/03/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Torsdag blev Thomas Thomasberg præsenteret som ny cheftræner i FC Midtjylland, og mandag havde han første dag på sin nye arbejdsplads – 14 år efter han sidst slog sine folder ud i klubben.

Første interview med Thomasberg

Nedenfor kan du læse, hvordan den første dag som hovedansvarlig for holdet gik til.

7.45

Sportschef Svend Graversen tog imod Thomasberg, der efterfølgende blev vist rundt på træningsanlægget i Ikast. Den nye mand i spidsen aflagde også et visit hos klubbens kit-men, som stod klar med tøj og sko til at udfylde cheftrænergerningen.

8.00

Thomasberg havde allerede hilst på sine nye kollegaer – herunder staben – om torsdagen, men mandag fandt det første officielle møde i trænerteamet sted. Hvordan skulle træningsdagen forløbe, hvad er planen for de næste uger, og er der nogle ting, som skal ændres eller skrues på sammenlignet med tidligere?

9.00

Som regel spiser Superligatrup- og stab fælles morgenmad på dette tidspunkt. Det var også tilfældet mandag, hvor Thomasberg sammen med kollegaerne samledes i loungen på træningsanlægget i Ikast. Der var færre spillere end vanligt på grund af den igangværende landsholdsperiode, men snart er alle samlet igen.

10.30

Første træning med holdet. I dag foregik det på hybridbanen i Herning Fremad, idet grønsværen i Ikast endnu ikke er klar til at blive betrådt. Her trænede spillerne intensivt i knap to timer, og Thomasberg fik for første gang mulighed for at se sine spillere i aktion.

12.30

Frokost i kantinen. Her spiser Superligatrup- og stab sammen med akademiet, og her var der mulighed for at møde den nye mand i spidsen for førsteholdet for de, som endnu ikke havde fået hilst på.

13.00

Tid til for alvor at gå i dybden i trænerteamet. Resten af eftermiddagen bød blandt andet på en evaluering af dagens træning og et kig længere ud i fremtiden. Allerede fredag venter en vigtig kamp i Kvalifikationsspillet, når OB er modstanderen på Nature Energy Park, og der er derfor ingen tid at spilde.

Nedenfor kan du se billeder fra dagens træningssession. Dette er ikke muligt i FCM-appen, men udelukkende i en webbrowser.