Kvindefodbold

Rikke Dybdahl før topkamp: Vi går efter toppen

Lørdag eftermiddag runder FCM-kvinderne efteråret af i en direkte duel om førstepladsen. Her fortæller angriber Rikke Dybdahl om kampens betydning.

15/11/24
Filip Knudsen
Foto: Susan de Klerk

Det er ikke meget, der er gået galt for FCM-kvindernes 1. divisionsspillet i dette efterår. Kvinderne har leveret lutter sejre, hvis man ser bort fra et enkelt nederlag og en uafgjort i 13 kampe.

Det betyder dog ikke, at førstepladsen er i hus inden årets sidste runde. Kvinderne har nemlig fået skarp konkurrence fra FC Thy-ThistedQ, der gæster Vildbjerg lørdag til årets sidste kamp.

Gæsterne kommer til Vildbjerg med et godt udgangspunkt, da de ikke har tabt en kamp siden sidste møde med FCM-kvinderne, som lød på 1-0 til FCM i Thisted. Samtidig står lørdagens modstander noteret for efterårets bedste defensiv, da de blot har indkasseret tre mål i de 13 kampe.

Omvendt kommer FCM-kvinderne også med et godt udgangspunkt, da de ikke har tabt i de seneste 11 kampe. Samtidig bliver lørdagens kamp et opgør mellem rækkens bedste defensiv og rækkens bedste offensiv, da FCM-kvinderne har scoret 51 mål i de 13 kampe.

– Det er en vigtig kamp, som vi enormt gerne vil vinde. Vi vil for det første gerne sikre os førstepladsen, da det har været et klart mål for os foruden kvalifikationen til oprykningsspillet. Samtidig vil vi rigtig gerne slutte efteråret godt af og gå på vinterpause med en god fornemmelse.

– At vi som en god offensiv skal møde en stærk defensiv, gør det selvfølgelig til en spændende kamp, men vi skal bare være rolige i vores boldomgang og være koncentrerede, når vi skal finde hullerne hos dem, så er jeg sikker på, at vi nok skal få scoret nogle mål, fortæller angriber Rikke Dybdahl.

Rikke Dybdahl har også selv været en god og aktiv del af den potente FCM-offensiv, da hun står noteret for 16 mål i de 13 kampe, og hun mener, at det har været et godt efterår for både hende og holdet.

– Vi har fået spillet noget rigtig fin fodbold, og det har været fedt at tage hul på den her FCM-tid med et så godt efterår. Mine mål er ikke kun min egen fortjeneste, da pigerne har været rigtig god til at sætte mig op, og så handler det bare om, at jeg tilfører slutproduktet, og det er jeg lykkedes med, forklarer Rikke Dybdahl.

Lørdagens modstander er særdeles velkendt for angriberen, der selv har spillet flere år hos FC Thy-ThistedQ.

– Jeg lægger ikke så meget i, at det er mit tidligere hold, men jeg ser da frem til at møde mange af dem fra holdet, som jeg stadig kender godt, fortæller Rikke Dybdahl.

Den afgørende topkamp kan ses live ved Vildbjerg Sports- og Kulturcenter kl. 14 på lørdag, og der er god grund til at møde op til årets sidste kamp, som bestemmer førstepladsen.

Til kampen vil der nemlig være gratis kaffe til alle tilskuere, mens der også er gratis Royal Blanche-øl til alle så længe lager haves. Dette fås med i entréprisen på 25 kr., og der vil samtidig blive trukket lod blandt alle tilskuere om et adgangskort til alle kvindernes hjemmekampe i oprykningsspillet i foråret. Foruden dette vil man også kunne besøge en pop-up shop med FCM-merchandise.

Derfor er der masser af gode grunde til at tage venner og familie med ud til Vildbjerg for at se en god omgang bold.