I en meget lige første halvleg holdt de to hold hinanden stangen, og rent offensivt blev det kun til halve chancer. Kampen blev spillet på en meget hurtig, hård græsbane, og underlaget medvirkede til en kamp med meget duelspil – og også en hel del fejl fra begge mandskaber.
Sidstnævnte var det, cheftræner Claus Therkildsen var mest utilfreds med i halvlegen:
– Der er for mange gange, hvor vi afleveringerne ikke rammer en medspiller eller er upræcis, så vi må korrigere, fortalte FCM-træneren. Han reagerede ved at skifte system i halvlegen, så FCM’erne gik over til at spille med to midterforsvarere.
Det virkede umiddelbart godt, og FCM’erne vandt flere bolde inde på banens midte, hvorefter de blev retvendt.
Desværre var det også sådan en situation, der i det 50. minut førte til Vejles føringsmål. Lasse Overgaard Nielsen førte bolden frem, men fik taget et træk for meget og mistede bolden. Det udnyttede hjemmeholdets Lasse Flø til at tage et raid op i banen, og uden for feltet scorede han med et hårdt, fladt spark, Christian Rust ikke kunne stille noget op imod.
FCM’erne fik rystet målet af sig, og fik især i kampens sidste tyve minutter sat hjemmeholdet under pres. Det blev også til et par pæne tilbud til blandt andet indskiftede Mikel Gogorza, uden at det på noget tidspunkt var en chancefest i hverken den ene eller anden ende af banen.
I overtiden satsede FCM’erne hele butikken, men i stedet fik Vejle lukket kampen. Efter en kontant duel fik Frederik Flaskager vristet sig fri i venstre forsvarsside, og alene igennem med Rust scorede han til 2-0.
– Det blev lige så svært som ventet. Vejle stillede udelukkende med andetårsspillere, og rent fysisk havde deres spillere overhånden. Jeg synes, vi håndterer det okay, men der er nogle dueller, vi ikke vinder, fordi vi var overmatchede, erkendte Claus Therkildsen, der var tilfreds med præstationen.
– Det er en meget lige kamp, der befinder sig på vippen helt til sidst. De var lidt stærkere end os og lidt mere effektive, men vi formåede at holde fast i vores udtryk og var godt med igennem hele kampen, sagde Therkildsen, der pegede på anfører Malthe Bøndergaard som kampens bedste FCM’er:
– Jeg synes, han var fremragende, og han vandt vel samtlige dueller, han gik ind i, lød det fra FCM-træneren, der på dagen gav debut til to spillere fra FCM U15 – Nicolaj T. Hansen og William Kold Jensen.
FCM U17 spiller igen fredag den 24. september kl. 18.00, hvor ulvene møder Silkeborg på udebane.
Vejle BK U17 – FC Midtjylland U17 2-0 (0-0)
50′ 1-0 Lasse Flø
92′ 2-0 Frederik Flaskager
FCM U17 (3-5-2): Christian Rust – Mads Nybo Lauritsen (77′ William Kold Jensen), Gustav Bjerge (64′ Nicolaj Tornvig Hansen), Malthe Bøndergaard – Mahdi Babaiasl (46′ Mikel Gogorza), Lasse Overgaard, Jonathan Lindekilde, Christian Jørgensen, Mathis Konradsen – Malte Melin, Marcus Nielsen (64′ Simon Kristiansen).