Klubben

Sæsonkortholdere kan trække billet til AGF-kampen

Vi har netop åbnet op for, at vores sæsonkortholdere kan trække billet til sæsonens sidste kamp mod AGF den 24. maj. Læs om mulighederne her.

17/05/21
Morten Ambo
Foto: Getty Images

Der er kun én hjemmekamp tilbage på MCH Arena i denne sæson, og det er mod AGF mandag den 24. maj kl. 17.00. Som sæsonkortholder har du førsteret til at trække billet til kampen, og det kan du altså gøre nu.

OBS. Denne gang vil vores sæsonkortholdere være delt op i to grupper, som har mulighed for at trække billetter på forskellige tidspunkter. Gruppe 1, som er de sæsonkortholdere, der har købt sæsonkort til 20/21-sæsonen inden 9. maj 2021, får førsteret til at trække billetter, mens Gruppe 2, som er de sæsonkortholdere, der har købt sæsonkort til 20/21-sæsonen efter 9. maj 2021, kan trække billetter 24 timer senere – altså tirsdag den 18. maj kl. 12.00.

Det betyder, at hvis du har købt sæsonkort til 20/21-sæsonen (igangværende sæson) efter 9. maj 2021, kan du først trække din billet tirsdag den 18. maj kl. 12.00, såfremt der stadig er billetter tilbage.

Du skal altså ikke have gentegnet dit sæsonkort til den kommende sæson for at være i Gruppe 1, da gentegningsperioden ikke er startet endnu. Reglerne er lavet for at undgå, at man kan købe et sæsonkort på abonnement bare for at få adgang til AGF-kampen.

Træk billet til kampen

Du skal vise coronapas, bære mundbind, sørge for eget navn på billetten osv. Alle retningslinjer er en del af Superligaordningen, der gør, at vi igen kan have tilskuere på stadion. Vi har på linket nedenfor samlet al relevant information for dig, der ønsker billet til kampen.

Vi beder dig derfor læse retningslinjerne grundigt igennem, så du er bedst muligt klædt på og får en god oplevelse, når du besøger MCH Arena.

Se retningslinjerne

Vi forventer ikke, at der bliver løssalg til kampen, men hvis der gør, vil vi melde det ud her på fcm.dk og på vores sociale medier.