Klubben

Sæsonkortholderes forkøbsret til Braga-kampen starter torsdag

Den 25. november tager vi imod Braga i en vigtig duel i jagten på videre avancement i Europa League, og i morgen torsdag kan alle sæsonkortholdere bruge deres forkøbsret til at købe billetter til 50 kr.

10/11/21
Morten Ambo
Foto: Getty Images

Sidste uges 1-0-sejr ude over Røde Stjerne åbnede vores Europa League-gruppe helt op igen, og vi er nu for alvor med i kampen om videre avancement, hvor vi selv kan afgøre tingene.

Med sejre i de sidste to kampe kan vi med sikkerhed spille os videre i Europa League, og derfor er den første kamp mod SC Braga torsdag den 25. november kl. 18.45 af afgørende betydning. Vi har derfor brug for maksimal opbakning på MCH Arena.

Vilkår for sæsonkortholdere

Som sæsonkortholder har man forkøbsret på billetter, og den forkøbsret starter i morgen torsdag den 11. november kl. 10.00. Vi har sænket billetprisen for sæsonkortholdere til kun 50 kr. – en flad pris både til voksne og børn – så vi håber at se masser af sæsonkortholdere til efterårets sidste europæiske aften på MCH Arena.

Forkøbsretten for sæsonkortholdere gælder til mandag den 15. november kl. 10.00. Efter denne dato åbner billetsalget for alle andre. Billetprisen på 50 kr. vil stadig være gældende for sæsonkortholdere, men vi kan ikke længere garantere en plads.

Vær opmærksom på, at sæsonkortholdere ikke er garanteret deres faste plads, hvis man har sæsonkort på Faxe Kondi- eller Etoro-tribunen, da UEFA har inddraget en mængde pladser på stadion – bl.a. nogle pladser, som sæsonkortholderne sidder på. Til gengæld får sæsonkortholdere mulighed for at købe billet, før det almindelige billetsalg åbner, så man forhåbentligt kan få en bedre plads.

Husk også, at alle pladser på stadion til de europæiske kampe er siddepladser, og derfor er der siddepladser på C.C. Contractor-tribunen og i udebaneafsnittet.

Hvert sæsonkort giver adgang til at købe én billet til kampen. Man kan godt købe billetter til andre sæsonkortholdere, hvis man ønsker at sidde ved siden af hinanden. Det kræver blot, at man i indkøbskurven i billetsystemet indtaster de andre sæsonkortholderes e-mail-adresser på billetterne. Dermed bliver billetten tildelt de andre sæsonkortholdere, og prisen bliver 50 kr.

Vi har lavet en videoguide, hvor du kan se, hvordan du køber billet til 50 kr. til dig selv og/eller til andre sæsonkortholdere.

Se videoguideKøb billet