Reserveligaen

Sejr til unge FCM-reserver over Silkeborg

Der var blå himmel og høj sol, da FCM til middag slog Silkeborg IF med 2-1 i Reserveligaen. Målene blev scoret af Aral Simsir og Oscar Fraulo.

03/09/21
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

Fredag middag stod den nok en gang på Reserveliga. Silkeborg IF var modstanderen på bane 7 i Ikast, og det var to unge mandskaber, der duellerede under den bagende sol.

Efter et kvarters spil modtog Silkeborgs nye angriber Søren Tengstedt bolden i feltet og afsluttede på unge Mathias Balle i FCM-buret. Balle reddede over to omgange, og blot minuttet senere brændte det på i den modsatte ende. Junior Brumado driblede mod baglinjen, hvorfra han fandt en fremadstormende Aral Simsir i feltet med en cut-back-aflevering. Simsir satte sikkert indersiden på og bragte hjemmeholdet i front.

Brumado var livlig i første halvleg, og efter en god halv time tog han bolden ned ude langs sidelinjen og driblede sig gennem fire modspillere og sendte et forsøg mod kassen. En afslutning, som Stan Van Bladeren desværre fik afværget. Den stærke brasilianske angriber gav dog ikke op, og kort før pausen drev han igen gæk med gæsternes defensiv. Brumado kom fri til afslutning i feltet, Van Bladeren reddede igen, men returen sprang ud i fødderne på Oscar Fraulo, der sendt bolden i mål.

2-0 efter en første halvleg, hvor der ikke var et hav af store chancer, men derimod masser af småspil og dueller centralt på banen.

Kampbilledet i anden halvleg forsatte som i de første 45 minutter. Masser af kombinationer og gode intentioner i spillet, men de store muligheder udeblev. Mod slutningen fik gæsterne flyttet spillet længere frem på banen, og det gav pote kort før slutfløjtet, hvor Asbjørn Bøndergaard kunne dirigere et indlæg tæt under mål i nettet med brystkassen.

Flere scoringer blev det ikke til, og FCM-reserverne tog dermed den anden sejr af tre mulige og kan nu holde en velfortjent weekend, mens der er landsholdspause.

FC Midtjylland – Silkeborg IF 2-1 (2-0)

16′ 1-0 Aral Simsir (assist Brumado)
40′ 2-0 Oscar Fraulo
83′ 2-1 Asbjørn Bøndergaard

FCM XI

Mathias Balle, Fabrice Mezema, Daniel Høegh, Jamell (prøvespiller), William Akpan, Charles, Oliver Sørensen, Oscar Fraulo, Mads Hansen, Aral Simsir, Junior Brumado.

Bænk: Christian Rust, Donovan Bagou, Malte Melin, Andreas Bonnen, Adam Andersen.

SIF XI

Stan Van Bladeren, Alexander Busch, Pelle Mattsson, Frederik Carstensen, Oscar Fuglsang, Andreas Oggesen, Robert Gojani, Nicklas Holm Pedersen, Gustav Marcussen, Anders Dahl, Søren Tengstedt.

Næste opgave for FCM i Reserveligaen er mandag den 13. september, når AGF gæster Ikast kl. 13.00.

Se kampprogram her