På søndag er det 268 dage siden, at AGF og FC Midtjylland skød den igangværende sæson af 3F Superliga i gang på Ceres Park. Nu venter endnu et opgør i Aarhus, men denne gang på aarhusianernes nye midlertidige hjemmebane, Ceres Park Vejlby.
I sæsonens første kamp den 19. juli gik Thomas Thomasbergs tropper ind til opgøret som forsvarende mestre med flere nye ansigter i start 11’eren i form af blandt andre Ousmane Diao, Denil Castillo og Adam Buksa, mens Elias Olafsson spillede fra start på ny efter endt lejeophold i C.D. Mafra.
FCM XI: Elias Olafsson, Joel Andersson, Ousmane Diao, Mads Bech, Paulinho, Ola Brynhildsen, Denil Castillo, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Franculino Djú, Adam Buksa.
Det var hjemmeholdet, som startede bedst, og bragte sig i front efter blot otte minutter på et tjubang-mål af Tobias Bech i det lille felt. Kort før pause kunne det være blevet 2-0, men Elias Olafsson indtog en helterolle og pillede Patrick Mortensens straffespark.
En ikke særligt imponernede 1. halvleg af de danske mestre, der dog kom ud fra pausen med en helt anden glød. Det resulterede i en hurtig udligning via et hovedstød fra Adam Buksa på oplæg fra Aral Simsir. Og selvom mulighederne var til endnu mere, forblev stillingen 1-1 frem til slutfløjt.
Efter kampen satte to af hovedpersonerne, Elias Olafsson og Adam Buksa, ord på remisen:
– Jeg har jo set video på Patrick Mortensen, som alle målmænd ville gøre, og jeg havde bare en følelse af, at han ville skyde lige netop der, og det gik jeg efter. Det lykkedes, så det var fedt, sagde den islandske keeper.
– Det har været nemt at falde til, fordi alle i klubben har været så imødekommende, så jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle i FC Midtjylland, supplerede Adam Buksa.
Udvalgte statistikker
- FC Midtjylland er ubesejret i de seneste syv kampe mod AGF (fem sejre, to uafgjorte, red.). Det er allerede den længste ubesejrede stime de to klubber imellem.
- Siden begyndelsen af sidste sæson er Franculino den FCM-spiller, som har bidraget med flest målinvolveringer – henholdsvis scoringer og assists kombineret (23, red.). Oliver Sørensen er toer på listen med 17 styks.
- AGF har endnu ikke tabt en hjemmekamp på eget græs i sæsonen (syv sejre, fem uafgjorte, red.). FCM er dog fortsat 3F Superligas bedste hjemmehold med ti sejre og to nederlag.