Førsteholdet

Sidst vi gæstede FCK

Lørdag er vi tilbage i Parken til det 75. indbyrdes opgør i 3F Superliga mellem FC Midtjylland og F.C. København. Seneste møde endte 1-1 i en hektisk dyst, hvor Evander scorede et spektakulært frisparksmål.

29/09/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Lørdag er vi tilbage i Parken – et sted, hvor der er blevet spillet mange nervepirrende og jævnbyrdige dyster mellem FCM og FCK gennem årene.

Hvem husker ikke 0-1-sejren den 19. september 2021, da Júnior Brumado blev enlig målscorer og sikrede sejren trods mere end en time i undertal? 1-5-sejren i marts 2014 skriver sig også ind som en af de mest mindeværdige midtjyske Superliga-udesejre.

I morgen bliver et nyt kapitel i historien skrevet, når vi igen gæster nationalarenaen. Et sted vi senest besøgte den 22. oktober 2022, da holdene delte pointene i en hektisk og chancerig 1-1-affære.

For cirka 11 måneder siden åbnede FCK ballet, da Elias Jelert fandt Viktor Claesson i det lille felt med en halv time på stadionuret. 20 minutter før tid fik midtjyderne udlignet, da Evander kanonerede et frispark i det lange hjørne. I første omgang var der tvivl om, hvorvidt kuglen havde passeret stregen, men efter VAR-gennemgang kunne jublen bryde løs.

Kort før tid var FCK tæt på, men FCK-anfører og førnævnte målscorer, Viktor Claesson, sparkede forbi mål på et straffespark begået af Mads Døhr Thychosen.

Gense højdepunkterne fra sidste møde i Parken

Vores start 11’er bestod dengang af følgende spillere: Jonas Lössl, Mads Døhr Thychosen, Henrik Dalsgaard, Erik Sviatchenko, Paulinho, Emiliano Martínez, Kristoffer Olsson, Evander, Anders Dreyer, Sory Kaba, Gustav Isaksen.

Efter kampen satte Jonas Lössl et par ord på det ene point:

– Det var en hård kamp, og vi fik kæmpet et vigtigt point hjem. Vi viste ikke nok i 1. halvleg, men fik vist moral og rettet op på det efter pausen, hvor vi – specielt i den første halve time – kom ud som det hold, vi gerne vil være. Jeg kom for mere, men er glad for det point, vi fik med.

Gense Lössl-interviewet efter uafgjort mod FCK

I 1-1-kampen sidste år så knap 30.000 tilskuere med fra lægterne. Heriblandt et tætpakket awayafsnit. Det er også tilfældet i morgen, hvor der er udsolgt på udebanetribunen.

Der er kampstart lørdag eftermiddag kl. 15.00.