Førsteholdet

Sidste modstander i CL-kval’en: Blik på Slovan Bratislava

FC Midtjylland er en kamp fra det forjættede Champions League-land. I playoff-rundens returopgør venter Slovan Bratislava fra Slovakiet.

27/08/24
Jesper Hvid
Foto: Alamy

FC Midtjyllands sidste forhindring på vejen mod at kvalificere sig til ligaspillet i UEFA Champions League er de slovakiske mestre, som vi spillede 1-1 med på hjemmebane for en uge siden.

Fra gruppespil til ligaspil

Bliv klogere på onsdagens modstander nedenfor.

Historie: ŠK Slovan Bratislava blev stiftet tilbage i 1919 i det daværende Tjekkoslovakiet. I klubbens levetid er det blevet til mange triumfer for det mest vindende hold i Slovakiet.

Trofæskab: I alt er det blevet til 22 slovakiske mesterskaber, hvor mandskabet har siddet tungt på den nationale liga, som Slovan Bratislava har vundet de seneste seks sæsoner. Udover de mange ligatitler har klubben også vundet den slovakiske pokalturnering 17 gange.

Europæiske højdepunkter: Holdet fra Slovakiets hovedstad har også en enkelt europæisk titel i pokalskabet. I 1969 vandt slovakkerne UEFA Cup Winners’ Cup efter finalesejr over FC Barcelona. I nyere tid er det de seneste 15 år blevet til seks gange gruppespil; tre gange Europa League og tre gange i Conference League.

I seneste sæson nåede mandskabet til Conference League 1/16-finalerne, hvor østrigske Sturm Graz blev endedistinationen. I gruppen endte man 2’er i en pulje bestående af Lille, Kí Klaksvik og NK Ljubljana.

Danske modstandere: Slovan Bratislava har gennem tiden været på besøg i Danmark fire gange i forbindelse med europæiske turneringer. Første gang var tilbage i 1970, hvor man mødte B 1903 i Europa Cup-turneringen for mesterhold. 24 år efter var de tilbage i Danmark og mødte FCK i UEFA Cup. Begge opgør endte uafgjort, men Bratislava var sejrherre på hjemmebane, og slog dermed de to danske hold ud.

I nyere tid mødte det slovenske mandskab Lyngby i 2. kvalifikationsrunde til Europa League tilbage i 2017. Her vandt det danske mandskab begge kampe og gik dermed videre i turneringen. Slovan Bratislava var senest på besøg i Danmark i 2021 i forbindelse med gruppespillet i Conference League. Modstanderen var igen FCK, der, ligesom Lyngby, også vandt både hjemme og ude.

Stadion: Slovan Bratislava spiller deres hjemmekampe på det topmoderne Národný futbalový štadión i Bratislava, der blev åbnet i 2019. Der er plads til 22.500 tilskuere på arenaen, som også er hjemmebane for landsholdet.

Nuværende sæson: I skrivende stund er de forsvarende slovakiske mestre på 1. pladsen i den nationale liga, hvor de har spillet tre kampe og vundet samtlige. I Champions League-kvalifikation trådte Slovan Bratislava ind i 2. kvalifikationsrunde, hvor man først besejrede NK Celje fra Slovenien og senest APOEL fra Cypern. Ligesom FCM har holdet endnu ikke tabt i indeværende sæson.

Ung mod gammel: Over de to opgør mod APOEL stillede Slovan Bratislava med en startopstilling, der havde en gennemsnitsalder på 30 år og 26 dage. Det er altså et hold med en god mængde rutine og erfaring.

Til sammenligning har FCM i indeværende sæson stillet med den næstyngste startopstilling over de første fem runder af 3F Superliga. Her har gennemsnitsalderen været 24 år og 65 dage. I den seneste Champions League-kamp mod Ferencvaros stillede Thomasberg også ungt op, hvor gennemsnittet lå på 24 år og 109 dage.

Profiler: Over sommerens transfervindue har Slovan Bratislava hentet den 23-årige angriber David Strelec, som i seneste sæson var udlejet til klubben. Den slovakiske offensivspiller, der har kampe i bedste italienske række, Serie A, på CV’et, er kommet flyvende fra start i de første kampe. Her er det blevet til fem mål og fire assists i ni kampe.

Rutinen på holdet består blandt andet af de to 37-årige, Guram Kashia og Juraj Kucka, der udgør aksen centralt på banen. Den centrale forsvarsspiller, Kashia, står noteret for 117 landskampe for Georgien, som han var anfører for under den seneste EM-slutrunde, hvor det georgiske landshold nåede til 1/8-finalerne.

Midtbanespilleren Kucka, med en fortid i AC Milan, har spillet 111 kampe for Slovakiet, hvis endestadion også blev 1/8-finalerne i sommer, hvor Kucka startede inde i alle kampe.

Cheftræner: Manden, der sætter holdet, er den 59-årige Vladimir Weiss, som har været i klubben siden 2021. I denne sæson har den tidligere slovakiske landstræner primært gjort brug af et 4-3-3-system, men i de indledende Champions League-kampe har han også ændret til at spille 3-4-3.

En af spillerne, Weiss har til rådighed, er sin søn, der har præcis samme navn som sin far. Fodboldmæssigt har de to haft meget med hinanden at gøre, og farmand Weiss har haft sin søn på holdkortet hele 127 gange. Tilbage i 2009 skiftede Weiss sin søn ind i venskabskampen mellem Slovakiet og Island, hvilket var debut på landsholdet for sønnike Weiss, som i dag står noteret for 77 landskampe.

Sønnike Vladimír Weiss, som primært huserer på venstrekanten, er desuden anfører for Slovan Bratislava.

Rift om pladserne – køb din billet nu