Michael Silberbauer fortsætter trænerkarrieren i udlandet, hvor den 41-årige FCM-assistent fremover skal stå i spidsen for den hollandske klub FC Utrecht.
Sportslig status: Nummer 63 i Europa
Den forhenværende landsholdsspiller har tidligere været assistent i FC Utrecht, FC Basel og FC Luzern samt cheftræner for Pacific FC i Canada. Nu venter en ny og spændende opgave i Holland, og Silberbauer tilslutter sig dermed rækken af talentfulde trænere, FC Midtjylland har solgt.
– Vi udvikler mange talenter, og det bliver bemærket i de store klubber i udlandet. Vi har tidligere sendt Jess Thorup og Brian Priske til Belgien, og nu skal Michael være cheftræner i Eredivisie. Det gør os stolte, og det er en blåstempling af vores klub og arbejdet med talentudvikling både på og udenfor banen, lyder det fra sportschef Svend Graversen.
Silberbauer har en fortid som spiller i FC Utrecht, hvor han nåede 113 kampe.
– Michael bliver cheftræner i sin ønskeklub, hvor han har en fortid som spiller og assistent. Utrecht ligger nummer syv i Holland, og jeg er overbevist om, at han med sine kvaliteter som træner og menneske får et succesfuldt ophold i klubben, fortæller Svend Graversen.
– FCM er en fed klub med fantastiske mennesker
Den nu forhenværende FCM-assistent sætter ord på tiden i det midtjyske, hvor han både nåede at være assistent for U19- og 3F Superligaholdet.
– Muligheden kom ret uventet for mig. Jeg har været rigtig glad for tiden i Midtjylland, og det er der, jeg har følt mig bedst tilpas. Det er en fed klub med masser af dygtige og fantastiske mennesker, som hele tiden vil blive bedre. Min udvikling har aldrig stået stille, og derfor har det også været en svær beslutning, lyder det fra Silberbauer.
– Det har været mit mål og min drøm at blive cheftræner igen. Nu får jeg mulighed for at være det i en klub, som står mig utroligt nært. Det er et sted, hvor jeg både har været spiller og assistent, og den mulighed kunne jeg ikke sige nej til.
Sportschef Svend Graversen fortæller, at der kigges på konstellationen omkring Albert Capellas.
– Den dialog og proces er vi allerede godt i gang med, lyder det fra sportschefen.
Silberbauer står i spidsen for FC Utrechts træning i dag, og FCM ønsker ham al held og lykke i Holland.