Klubben

Simon Kjær og Tina Ebler indtræder i FC Midtjyllands bestyrelse

FC Midtjylland opruster bestyrelsen med international fodboldindsigt og strategisk ledelse. Med Simon Kjærs erfaring fra europæisk topfodbold og Tina Eblers ekspertise i organisationsudvikling skærper klubben sin position som en international fodboldforretning.

17/02/25
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

På mandagens generalforsamling blev det vedtaget, at 35-årige Simon Kjær og 54-årige Tina Ebler indtræder i FC Midtjyllands bestyrelse som en del af klubbens fortsatte udvikling mod at styrke sin position som en international fodboldforretning.

– Vi er glade for at kunne byde Simon og Tina velkommen i bestyrelsen. Begge har erfaringer og kompetencer, der komplementerer FC Midtjyllands ambitioner, siger arbejdende bestyrelsesformand Claus Steinlein.

– Simon bringer ikke blot et stærkt fodboldmæssigt CV, men også et internationalt netværk og en dyb indsigt i, hvordan eliteklubber arbejder strategisk med talentudvikling, organisation og forretningsudvikling.

– Tina har omfattende erfaring med organisationsudvikling og strategi i både private og offentlige virksomheder. Hendes ekspertise i at drive transformationer og sikre, at komplekse organisationer tilpasser sig nye krav og ambitioner, vil være en væsentlig faktor i FC Midtjyllands fortsatte udvikling som en professionel og skalerbar fodboldforretning.

International ekspertise styrker FC Midtjyllands strategi

FC Midtjylland er ikke længere blot en dansk fodboldklub – klubben er en international aktør med et forretningsmæssigt fundament, der kræver stærke kompetencer både på og uden for banen. Netop derfor tilfører bestyrelsen nu to profiler, der på hver sin måde bidrager til at drive udviklingen fremad.

Simon Kjær har i næsten to årtier opereret på øverste hylde i international fodbold og været anfører for det danske landshold i mere end fem år. Han har repræsenteret nogle af Europas største klubber, spillet 132 landskampe for Danmark og udviklet en dyb forståelse for de mekanismer, der driver topfodbolden.

– Simon besidder et enestående kendskab til fodboldverdenen på internationalt niveau. Han har fra indersiden oplevet, hvordan eliteklubber strukturerer deres organisationer, bygger stærke talentstrategier og skaber en vinderkultur. De indsigter og det netværk vil være værdifulde, når vi fortsætter med at udvikle FC Midtjylland, siger Claus Steinlein.

Tina Ebler bringer omfattende erfaring fra ledelse, organisationsudvikling og strategi i både nationale og internationale virksomheder. Som hospitalsdirektør i Region Midtjylland har hun erfaring med at lede store organisationer i komplekse miljøer, og hendes karriere tæller ledelsesroller i blandt andet Vestas og konsulentbranchen.

– FC Midtjylland har udviklet sig fra en stærk dansk klub til en international kapacitet. Med den udvikling følger større krav til organisation, effektiv drift og langsigtet strategi. Tina har dokumenteret erfaring med at lede komplekse organisationer og drive strategiske transformationer. Hendes indsigt bliver afgørende for at sikre, at FC Midtjylland har den rette struktur og kapacitet til at matche vores ambitioner, fortsætter Steinlein.

Simon Kjær: Vil hjælpe FC Midtjylland med at vokse

For Simon Kjær er indtrædelsen i bestyrelsen et naturligt skridt i en ny fase af karrieren.

– FC Midtjylland hjalp mig med at vokse som spiller og menneske – og nu vil jeg gerne hjælpe FCM med at vokse. Ikke mindst i international topfodbold, hvor jeg har haft min karriere. Professionelt ser jeg en spændende udfordring i bestyrelsesarbejdet og at være med til at udvikle FCM. Personligt er det en gave at vende hjem og give noget tilbage til den klub, hvor det hele startede for mig, siger Simon Kjær.

– Jeg føler, at jeg kan bidrage til FCM’s fortsatte udvikling i kraft af min erfaring fra, viden om og netværk i international fodbold på topniveau. Jeg har altid været interesseret i professionel fodbold på flere planer i en organisation end udelukkende min egen rolle som spiller. Hvordan man får det optimale ud af alting og af alle personer i en klub. Hvordan man sammen når sine mål. Det glæder jeg mig til at arbejde med i FC Midtjylland.

Tina Ebler: Et spændende strategisk udviklingsprojekt

Med mere end 25 års erfaring inden for strategisk ledelse, organisationsudvikling og transformation ser Tina Ebler en stor mulighed i at bidrage til FC Midtjyllands videre vækst.

– Jeg ser frem til at bruge min erfaring med strategisk planlægning og organisationsudvikling til at sikre en professionel og skalerbar struktur, der understøtter FC Midtjyllands ambitioner. Mit arbejde med at lede komplekse organisationer og drive transformationer kan bidrage til at styrke samspillet mellem sport, forretning og organisation og sikre en stærk, professionel organisation, der matcher FC Midtjyllands internationale ambitioner, fortæller Tina Ebler.

Simon Kjær blå bog

Fulde navn: Simon Thorup Kjær
Alder: 35 år
Tidligere professionel fodboldspiller

Klubber:
FC Midtjylland (2007-2008)
US Palermo (2008-2010)
VfL Wolfsburg (2010-2013)
AS Roma (2011-2012)
Lille OSC (2013-2015)
Fenerbahçe (2015-2017)
Sevilla FC (2017-2020)
Atalanta BC (2019-2020)
AC Milan (2020-2025)

Landshold:
132 landskampe for Danmark (2009-2024)
Dansk Landsholdsanfører (2016-2024)
EM-semifinale med Danmark (2020)
UEFA Fair Play-pris (2021)

Tina Ebler blå bog

Fulde navn: Tina Ebler
Alder: 54 år
Hospitalsdirektør, Psykiatrien, Region Midtjylland

Uddannelse:
Cand.Merc i International Business, strategi og ledelse på Aarhus Universitet

CV:
Bestyrelsesformand, Hamiconsult A/S
Partner & Senior Adviser, Hildebrandt & Brandi
Direktør for branding, kommunikation og strategi, Vestas
Managing Direcetor & Sales/Strategy Director, Simpatico
Marketing and Communication Advisor, Vetteli & Hjortshøj