Førsteholdet

Simsir før Silkeborg: Virkelig god stemning i truppen

Aral Simsir ser frem mod mandagens udekamp i Silkeborg, hvor FC Midtjylland med en sejr kan sikre den playoffgivende syvendeplads.

28/05/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Anden Pinsedag gælder det Silkeborg IF på Jysk Park. Dommer Jakob Sundberg fløjter op kl. 14.00 til en kamp, hvor FCM ved sejr vil være sikker på at skulle spille playoffkamp om europæisk deltagelse mod nr. 4 fra Mesterskabsspillet.

– Vi er inde i en god stime, og den håber jeg, vi kan udbygge. Vores klare mål er at sikre syvendepladsen allerede mandag, men det sker kun, hvis vi fortsætter med de ting, vi har gjort rigtigt for tiden, siger Aral Simsir forud for opgøret.

Sidst de to mandskaber mødte hinanden kom Thomas Thomasbergs tropper ud som lyn og torden. Med tyve minutter på stadionuret stod der 3-0 til FCM – et resultat, der holdt hele vejen til slutfløjt.

– Silkeborg spiller flot, men også risikabelt fodbold. Hvis vi kan presse hårdt og erobre bolden højt i banen, forventer jeg, vi kan ramme dem på nogle omstillinger. Forhåbentligt allerede i starten af kampen ligesom sidst, siger Aral Simsir, som beretter om fantastisk stemning i den midtjyske trup:

– Stemningen i truppen er virkelig, virkelig god. Vi har haft en fantastisk uge både på og udenfor banen, så vi er hundrede procent klar til mandag, lyder det fra det 20-årige stortalent efter en uge, som har budt på masser af hårdt arbejde men også fælles holdaktiviteter, heriblandt en tur på fodboldgolfbanen torsdag efter træning.

Aral Simsir var at finde på EDC Arena, da U19-drengene lørdag løftede pokalen som symbol på meritten som landets bedste ungdomshold. Den tyrkiske U21-landsholdsspiller husker tydeligt følelsen af at være en del af et vindende akademihold.

– Jeg har selv prøvet at vinde U19-mesterskabet, og jeg ønsker dem allesammen tillykke. Der er en del af drengene, som træner med os, og det er fedt at se dem gøre det så godt. Det er specielt at overvære, når jeg selv har stået i samme situation, og jeg husker tydeligt, hvor meget det betød dengang.

Aral Simsir | Jagten På Gennembruddet