Førsteholdet

Simsir & Gigovic | Idol, bedste medspiller, sværeste modstander

Aral Simsir og Armin Gigovic sætter ord på, hvem de har som fodboldidol, den bedste medspiller gennem tiden og den sværeste modstander at stå overfor.

20/04/23
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland har adskillige spillere, som har slået folderne ud i alverdens forskellige klubber. I denne artikelserie ser de midtjyske profiler tilbage på stort og småt, når de skal udpege deres fodboldidol, bedste medspiller og sværeste modstander gennem tiden.

Fodboldidol

Aral Simsir:

– Lionel Messi. De ting, han gør på banen, er magiske. Han er helt klart mit største idol, men derudover har jeg også altid haft et godt øje til Eden Hazard, som jeg måske minder en smule om i min spillestil.

Armin Gigovic:

– Jeg er også nødt til at sige Lionel Messi. Siden jeg var barn, har jeg altid set FC Barcelona spille. Han er en fantastisk spiller, som har opnået mange store ting, og han har altid været et af mine idoler.

Bedste medspiller

Aral Simsir:

– Da jeg var udlejet til Lillestrøm, spillede der en norsk legende ved navn Pål André Helland. Han gjorde, hvad han havde lyst til inde på banen – om det så var at chippe den ind fra midten. Han var ikke så hurtig, men voldsomt dygtig teknisk; sindssyge driblinger, afleveringer og overblik. Han var bare en lækker spiller.

Armin Gigovic:

– Jeg vil gerne fokusere på de spillere, jeg har haft det bedste makkerskab med. Her har jeg spillet sammen med min bror, Ervin Gigovic, som var en rigtig god holdkammerat – både på og udenfor banen.

– Derudover vil jeg også nævne Assad Al Hamlawi, der er en angriber, jeg spillede sammen med i Helsingborgs. Vi brugte meget tid sammen; ankom altid som de første i omklædningsrummet og gik som de sidste. Jeg har spillet det meste af min karriere i Helsingborgs, så det er klart, at det er spillerne her, der står klarest.

Sværeste modstander

Aral Simsir:

– Jeg tror faktisk, jeg vil sige ‘Dalle’ (Henrik Dalsgaard, red.), som jeg tit står overfor til træning. Han er hurtig, fysisk stærk og god en-mod-en. Han er bestemt ikke rar at spille overfor. Jeg kan bedre lide at spille overfor en tung spiller.

– Derudover vil jeg også pege på Victor Bak, jeg jo har spillet overfor til træning gennem mange år. Han er virkelig god defensivt, og vi laver tit en-mod-en efter træning. Han har en agressivitet, som gør det svært for modstanderen.

Armin Gigovic:

– Jeg har spillet mod mange gode spillere, men særligt da jeg i FK Rostov spillede mod Zenit Skt. Petersburg, stod jeg overfor nogle svære modtandere. Deres midtbanespillere var utroligt dygtige, men jeg vil særligt udpege deres fløj, brasilianske Malcom, som en, der skilte sig ud.

Ny video: Isa Musa | Den nigerianske drøm

Simsir om flot statistik: Elsker at bidrage til holdet