Førsteholdet

Simsir nyder at være tilbage: Vi har gode forudsætninger

Aral Simsir gik på ferie med en god smag i munden, og efter to ugers pause nyder han igen at være tilbage blandt holdkammeraterne.

28/06/23
Christian Rothausen
Foto: William Marinus Vingtoft

Aral Simsir satte punktum på FC Midtjyllands 22/23-sæson med sin kampafgørende scoring i playoffopgøret mod Viborg for knap tre uger siden.

En særlig afslutning på sæsonen for den 21-årige kreatør, der har givet endnu mere blod på tanden:

– Det har været virkelig, virkelig fedt. Det var fantastisk at slutte af på en så god måde, og det betyder meget for mig. For et år siden var jeg et helt andet sted i min karriere, hvor jeg kæmpede for spilletiden. Nu er jeg tilbage, og det betyder meget at have så stor indflydelse.

– Mere vil have mere, så jeg håber bare, jeg får en virkelig god sæson både for mig selv og holdet, siger Aral Simsir.

Ikke desto mindre har ferien været tiltrængt, og Aral Simsir har nydt de to uger væk fra hverdagen i Ikast.

– Ferien har været god. Den har stået på en masse træning, men selvfølgelig også afslapning. Jeg har været sammen med min familie, som jeg ikke har set i lang tid, og jeg har brugt tid med mine venner, siger han og fortsætter:

– Jeg har set frem til at komme tilbage og starte igen, særligt efter en så god halvsæson, som jeg har haft.

– Har aldrig set noget lignende

Mange ting er som de plejer i FCM. De fleste af spillerne er de samme, og trænerstaben er tæt på værende identisk.

Alligevel er der blevet rusket godt op i tingene, da spillerne mandag mødte ind til det spritnye træningsanlæg i Ikast, som fremover kommer til at danne ramme om Guldminen, Akademiet og førsteholdstruppens hverdag.

– Når man ankommer, kan man virkelig se, hvor professionelt det er blevet. Det er et helt sindssygt sted, og jeg har ikke set noget lignende i mit liv. Det giver endnu mere blod på tanden, fordi man kan se, hvor meget vi har udviklet os gennem årene. Vi har de bedste forudsætninger for at forbedre os og få en god sæson, siger Aral Simsir.

Billedgalleri: Se det nye træningsanlæg

Den teknisk stærke offensivspiller drog for lidt over et år siden på et udlejeophold i FK Jerv i jagten på mere spilletid. Og minderne fra dengang sætter tingene i perspektiv:

– Det, vi nu har her i Midtjylland, har de måske ikke en gang fem-ti procent af i Jerv. Så det handler om at sætte pris på tingene, og det gør jeg virkelig, fortæller han.

Video: Aral Simsir | Jagten På Gennembruddet