Han havde næstsidste fod på Edward Chilufyas 3-1-scoring i Odense. Ugen efter kanonerede han bolden ind på Kristoffer Olsson, som afrettede skuddet forbi Lyngby-forsvaret og i netmaskerne. I seneste kamp mod AaB lagde han bolden ud til Gustav Isaksen, der sparkede det udlignende mål ind.
Tre assists på tre kampe. Men også tre oplæg, der skriver Aral Simsir ind på en fornem liste.
Den tyrkiske U21-landsholdsspiller er nemlig den yngste FCM-spiller nogensinde til at lægge op til mål i tre ligakampe i streg. Samtidig er han den spiller med flest assists i 3F Superliga siden grundspillets afslutning.
– Det vigtigste vil altid være holdet, men det er klart, jeg bliver glad for at høre sådan en statistik, fortæller Aral Simsir.
Den 20-årige FCM’er har trods de flotte tal ‘mistet’ tre scoringer i sæsonen. Senest mod Lyngby, hvor flere på stadion troede, det var Aral Simsir, som havde bragt hjemmeholdet foran. Forinden da i Silkeborg og også i forårets første 3F Superligakamp mod Viborg, hvor henholdsvis Gustav Isaksen og Emam Ashour noterede sig for scoringer, der længe lignede Simsir-mål.
– Det mål, Olsson scorer, ville ikke have gået ind, medmindre bolden havde ramt ham. Det sikrede tre point mod Lyngby, og det vil alle dage være det vigtigste.
– I Viborg gjorde det mig heller ikke noget, at jeg ikke fik målet. Det var den første kamp, jeg nogensinde startede inde for FC Midtjylland, og derfor var det vigtigste at komme foran allerede efter fem minutter. For mig handler det om at bidrage til holdet, og det kan man både gøre med mål og assists, siger Aral Simsir.
Hviler mere i sig selv
Aral Simsir har hurtigt fundet ind på FCM-mandskabet, selvom det ikke er mere end et par måneder siden, han løb rundt godt og vel 500 kilometer nord for Ikast i den norske Eliteserien.
Den talentfulde midtbanespiller sætter pris på tiden i den bedste norske fodboldrække, hvor han hos FK Jerv og Lillestrøm SK fik uvurderlig erfaring.
Aral Simsir: Jeg ved, det her kan blive rigtig godt
– Der er ingen tvivl om, at jeg er blevet en bedre spiller. Jeg er blevet mere voksen i mit spil, og jeg har fået meget mere selvtillid. Jeg har fået en ubekymret tilgang til spillet, og jeg er ikke nervøs for at drible eller gå en-mod-en. Derfor har jeg følelsen af, at jeg hviler mere i mig selv, siger Aral Simsir og fortsætter:
– Det var noget, der kom efter et par kampe oppe i Norge. Jeg var nervøs for, at det også krævede lidt tid at få samme følelse her i Midtjylland, efter jeg kom tilbage, men det har slet ikke været sådan. Det har bare fortsat, og nu håber jeg at kunne blive ved med at bidrage til holdet.
– Mere vil have mere. Så nu skal jeg bare fortsætte.
– Begynder at udtrykke FCM-DNA
Aral Simsir har – ligesom resten af holdkammeraterne – nu arbejdet under Thomas Thomasberg i knap en måned. Den tidligere akademispiller ser positive tendenser i det midtjyske spil.
– Vi er kommet ud til kampene med en hel anden energi og power. Vi har også haft nogle gode træninger, og vi begynder mere og mere at udtrykke FC Midtjylland-DNA’et, siger Aral Simsir, der ser frem til en hård udekamp mod AC Horsens på søndag:
– Jeg tror, det bliver en svær kamp. Vi får brug for de kreative idéer og et mod til at spille ind mellem linjerne.
– Jeg forestiller mig to scenarier: Enten får vi et tidligt mål, og så bryder de sammen fra start, eller også skal vi kæmpe hele kampen for at åbne dem op, og så kan vi forhåbentligt få et mål til slut, ligesom tilfældet var mod Lyngby, lyder det fra Aral Simsir.