Førsteholdet

Sisto: Fornøjelse at være tilbage

Målscoreren til 2-0 mod Silkeborg var glad for sejren, sin scoring og ikke mindst for at være tilbage i kamp.

21/08/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Det er altid et godt tidspunkt at score et mål i en fodboldkamp. At gøre det lige før pausen er måske et af de bedste tidspunkter.

Netop det gjorde Pione Sisto i fredagens kamp mod Silkeborg, hvor han noget atypisk satte sin anden sæsonscoring i nettet med hovedet.

– Dreyer, Isaksen og jeg havde faktisk et møde med Bo, hvor vi snakkede om dybdeløb og positioneringen i angrebet, men det var ikke hovedstød, som var i fokus på det møde. Men nu står jeg her med et hovedstødsmål, griner Pione Sisto.

Målet kom efter lækkert forarbejde af Anders Dreyer, der med stort overblik rundede et par forsvarsspillere og målmanden, inden han fandt Sisto på midten.

– Det var et helt vildt flot mål og virkeligt flot lavet af Dreyer, hvor han smart chippede den ind til mig, og så var det ikke svært at få den ind over stregen, siger Pione Sisto om scoringen i det 45. minut.

Sejrens størrelse endte med at være 3-0, og det var et fuldt fortjent resultat efter stor FCM-dominans i størstedelen af kampen.

Helt oppe at køre over startplads

Silkeborg-kampen var Pione Sistos første kampminutter efter en ufrivillig pause grundet corona. Driblekongen fra Tjørring havde derfor set frem til at spille igen efter næsten tre uger uden kamp.

– Jeg spillede Reserveliga-kampen mod AGF (i mandags, red.), og der kunne jeg allerede fornemme, hvor meget jeg har savnet det, selvom det kun har været et par uger uden kamp. Da jeg fik at vide, at jeg skulle starte inde, var jeg helt oppe at køre, og jeg har glædet mig enormt meget til at spille igen, smiler Sisto, som også var glad for sejren:

– Det var en kæmpe fornøjelse at være tilbage – især når det skete i en så god kamp, hvor vi helt fortjent vandt 3-0.

Sejren var FC Midtjyllands femte på stribe i 3F Superliga, som Sisto og co. nu topper – i hvert fald indtil Randers har spillet søndag.

– De første 15-20 minutter overfaldt vi dem nærmest, hvor vi erobrede utroligt mange bolde højt på banen og virkeligt kørte på. I 2. halvleg var der aldrig tvivl om resultatet, og det er skønt at stå her med tre point, lyder det fra Pione Sisto efter slutfløjtet.

Ser frem til europæiske aftener med fansene

Pione Sisto vendte sidste sommer hjem til FC Midtjylland efter fire år i spanske Celta Vigo. Da var han hurtigt med til at sikre FCM’s første Champions League-deltagelse, men de historiske hjemmekampe i det forjættede land foregik som bekendt for tomme tribuner.

– Det er skønt at spille foran fansene igen. Det er jo noget af det allerbedste ved fodbold. Sidste år spillede vi uden fans i Champions League, og det var sindssygt ærgerligt at gå glip af den oplevelse, husker Sisto.

Fredag aften overværede 8.500 fans Sisto og resten af holdet i aktion, og den lokale tekniker ser frem til et fyldt MCH Arena i efterårets gruppespil.

– Nu glæder man sig endnu mere til Europa League, fordi vi netop kan få de her europæiske aftener sammen med fansene. Europa League er også kæmpe stort for klubben, og jeg glæder mig helt vildt til det, afslutter Pione Sisto.

Pione Sisto er noteret for 159 kampe og 40 mål for FC Midtjylland.