Førsteholdet

Skæbnekamp i vente: Fantastisk at vi selv kan afgøre det

Læs hvad Erik Sviatchenko og Albert Capellas havde at sige før morgendagens kamp mod Sturm Graz, som afgør FC Midtjyllands videre skæbne i Europa.

02/11/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Torsdag aften venter en gyser på MCH Arena, når Sturm Graz gæster det midtjyske. Vinder FCM er holdet videre til Europa Leagues-knockoutstadie.

Erik Sviatchenko og Albert Capellas satte ord på morgendagens udfordring, da de denne eftermiddag mødte pressen.

– Det er en must win-kamp. Vi har bragt os selv i en situation, hvor vi har alle muligheder for at gå videre. Men det bliver ikke nemt, fordi Sturm Graz er et stærkt hold, som er inde i et godt forløb. Det kribler i fingrene for at træde ind på MCH Arena og levere et stort resultat, sagde Erik Sviatchenko og fortsatte:

– Sturm Graz er et hold, som gerne vil fremad banen og presse højt. Vi skal undgå at blive stressede, være kølige og finde de rum, som der bliver frigivet. Vi blev en lille smule taget på sengen nede i Østrig, da vi mødte dem sidst, og det skal vi undgå i morgen.

Albert Capellas blev ligeledes spurgt ind til sidste opgør mod østrigerne, som endte 1-0 til hjemmeholdet på Stadion Graz Liebenau.

–  Alle så, at det var et svært sted at spille mod et hold, som er stærke til at vinde andenboldene. Samtidig er de svære at skabe chancer mod, og det er et hold, der arbejder rigtig hårdt. Alt kan ske her i sidste runde, og alle hold i puljen er en del af det, fortalte den catalanske cheftræner.

Nervepirrende gruppe-scenarie

Lazio og Sturm Graz ligger på otte point, mens Feyenoord og FCM står noteret for fem point i Europa Leagues gruppe F. I morgen kan gruppen tippe i adskillige retninger alt efter resultatet i de to opgør, som begge skydes i gang kl. 18.45.

Scenarierne: FCM’s videre færd i europæisk fodbold

– Scenarierne er noget, vi skal være opmærksomme på, men kampen udvikler sig, som den udvikler sig. Vi har en regel med Albert om, at vi skal være ekstra koncentrerede fem minutter efter, der er sket en afgørende hændelse. I den forstand har jeg en forventning om, at vi er klar over, hvor vi er henne i kampen, sagde Erik Sviatchenko om morgendagens gyser og fortsatte:

– Vores klare mål er dog at gå ud og vinde kampen fra start af, og så må vi se, hvor vi står henne efterfølgende. For os er det en fantastisk situation, at vi selv kan afgøre det.

Energi i et hektisk kampprogram

Mandag leverede FCM en utilfredsstillende præstation, da det blev til et nederlag mod OB. Torsdag skal energiniveauet hæves, hvis MCH Arena endnu en gang skal være genstand for en mindeværdig europæisk aften.

– Jeg forventer, at vi starter med en masse energi. I morgen handler det om at være der, eller ikke være der. Vi kan ikke nøjes med at spille for fuld energi i 45 minutter, sagde Albert Capellas og fortsatte:

– Godt nok har de sidste to måneder været fyldt med kampe, som alle har krævet hundrede procents koncentration, men hvis vi vil gå videre i morgen, skal vi spille 90 minutter plus tillægstid, hvor vi leverer alt, hvad vi kan. Der er ingen undskyldninger.

FCM går ind til sin 26. kamp i efteråret, men det intense kampprogram er ingen undskyldning, fortæller Albert Capellas:

– Det er fantastisk at være i Europa, og for os skal det være normalt at spille europæisk fodbold. Derfor vil det aldrig være en undskyldning, at vi skal spille to turneringer på samme tid. Vi skal kunne håndtere det som klub, trup og stab, og ambitionen er, at vi også er en del af en europæisk turnering efter nytår.