Førsteholdet

Skuffet Thomasberg: Skulle have haft noget med herfra

Thomasberg efter nederlaget mod FCSB på rumænsk grund.

07/11/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Det virkede til, at FCM var i kontrol i store dele af 1. halvleg, men alligevel måtte midtjyderne gå til pause bagud med en, efter et afrettet frispark strøg i kassen.

Efter slutfløjt satte Thomas Thomasberg ord på nederlaget, der gjorde særligt ondt på baggrund af de første 45 minutter, som gav tro på mere.

– Selvfølgelig er vi skuffede. Sådan er det altid, når vi taber kampe. I 1. halvleg skabte vi nogle gode situationer, selvom vi havde håbet på endnu flere chancer og naturligvis mål.

– Vi brugte ikke særlig mange kræfter på at forsvare, og derfor havde jeg også en tro på, at vi kunne komme tilbage efter pausen – ikke på grund af resultatet, men den måde vi spillede på.

– Det var hårdt at indkassere et mål efter så få sekunder efter pausen, og det dræbte måske kampen en smule. En skuffende følelse fordi vi havde en god mulighed for at få noget med herfra i aften.

Selvom nederlaget i Bukarest er en streg i regningen på de fortsat høje ambitioner i Europa League, er der stadig alt at spille for. Efter de fire første spillerunder (der skal spilles otte i alt, red.) ligger FCM placeret på en 13. plads i ligatabellen, hvor de 24 øverste går videre til knockoutfasen.

– Vi håbede på at kunne indtage den position, som FCSB er i nu, men vi er stadig i en fin position, og nu venter nogle store opgaver mod Frankfurt og Porto, lyder det fra Thomas Thomasberg til slut.