Akademiet

Sløj præstation af U19

U19 satte en tomålsføring over styr i Lyngby. To mål af Heiselberg.

13/04/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

FCM U19 sled lidt med at få sat spillet i kampens indledning, men det forhindrede ikke de sort-røde i at tage en tidlig føring. Bolden blev fastholdt omkring Lyngbys felt, og til sidst kunne Heiselberg banke bolden i mål efter at være blevet spillet fri i den ene side af feltet.

Selvom spillet ikke flød, viste FCM’erne i glimt klassen. Det var tilfældet i det 18. minut, hvor Victor Lind blev sat op på kanten af feltet. Herfra gjorde han selv resten med et par gode driblinger og en klinisk afslutning.

2-0-føringen burde have givet FCM’erne kontrollen med opgøret, men fortsat manglede der energi og drive, og i stedet slog Lyngby tilbage. Et indlæg fik en tand for meget og sejlede hen over feltet. Da den blev slået ind for anden gang, ramte Pontus Texel desværre bolden med armen, og dommeren dømte straffespark.

Det omsatte den tidligere Esbjerg-spiller Zean Peetz Dalügge, og allerede minuttet efter lå bolden faktisk bag Nicholas Beetson igen. 2-2-målet blev dog annulleret for offside, men det var ikke helt overbevisende, hvad FCM’erne leverede inde på banen.

Helt blottet for kvalitet var det omvendt heller ikke, og dagens solstrålehistorie var Frederik Heiselberg (billedet). To minutter før pausen kom han først på et indlæg ved forreste stolpe og sparkede sit andet mål i kassen. Den fysisk stærke angriber har været hurtig til at komme op i omdrejninger efter en lang skadespause.

Utilfreds trods føring

Normalt er en halvlegsføring på to mål ensbetydende med glade trænere, men mundvigene pegede nedad for Kenneth Andersen og Morten Duncan:

– Vi manglede energi og power, og mentalt synes jeg heller ikke, vi var der, hvor vi skulle være. Selvom vi førte ved halvleg, var det en halvsløj præstation, lød det fra Andersen, der af hensyn til det tætte kampprogram skiftede tre mand i pausen.

Cheftrænerens bekymring var velbegrundet, for et godt kæmpende Lyngby-hold kom ud med fornyet tro på tingene og tog teten i opgøret.

Efter små ti minutters spil tabte FCM’erne bolden på vej frem ad banen, og det resulterede i en omstilling, som Tobias Storm udnyttede til at reducere.

Nu var der kun et enkelt måls forskel på de to mandskaber, men FCM’erne havde fortsat svært ved at mønstre det fornødne overskud og kom under pres mod kampens slutning.

Det var derfor på ingen måde ufortjent, at Gustav Mortensen kunne udligne med fire minutter tilbage af kampen. To gange reddede Nicholas Beetson for FCM’erne, men til sidst måtte han give en ripost, og på den scorede Mortensen.

I en hektisk slutfase gjorde FCM’erne, hvad de kunne for at vende tingene nok en gang, og Ousmane Diomande rakte ud efter helterollen, da han sendte bolden på overliggeren i kampens overtid.

Det blev dog ved 3-3, og Kenneth Andersen mente da heller ikke, at han og spillerne havde fortjent mere end ét point:

– Nej, det var en skuffende præstation af os. Jeg så fra kampens start tegn på, at vi ikke helt var der, men selvom vi forsøger at mobilisere noget energi, når vi slet ikke op på vores normale niveau. Det var ikke godt nok, erkendte FCM-træneren, der applauderede hjemmeholdet for at gøre livet svært for FCM U19.

Næste opgave for FCM U19 er hjemmekampen mod F.C. København på lørdag kl. 13.00. Københavnerne fører ligaen ganske komfortabelt, men har revanche til gode mod FCM, der for en måned siden vandt 5-3 på KB’s anlæg.

Se stillingen og resultater fra U19 Ligaen.

Lyngby BK U19 – FC Midtjylland U19 3-3 (1-3)

7′ 0-1 Frederik Heiselberg
18′ 0-2 Victor Lind
23′ 1-2 Zean Peetz Dalügge (straffe)
43′ 1-3 Frederik Heiselberg
54′ 2-3 Tobias Storm
86′ 3-3 Gustav Mortensen

FCM U19 (4-3-3): Nicholas Beetson – Pontus Texel, Mikkel Fischer, Viktor Bak Jensen (46′ Ousmane Diomande), Rasmus Kristiansen (46′ Gabriel Kehinde Victor) – Heini Sørensen, Oscar Fraulo (61′ Danijel Djuric), Andreas Nibe – Gustav Christensen (80′ Obule Sunday Moses), Frederik Heiselberg (46′ Valdemar Byskov Andreasen), Victor Lind.