FCM’s reserver måtte tirsdag lide et smalt nederlag til OB på fynboernes træningsanlæg, Ådalen.
Målet faldt tidligt i første halvleg, da Charly Nouck Horneman var hurtigst på en returbold og fik ekspederet bolden ind bag Elias Olafsson i det midtjyske bur.
– Et eller andet sted var det ikke ufortjent, at OB vandt. De var lidt bedre end os, men alligevel synes jeg, det var en fin kamp. Vi havde en del U17- og U19-spillere med, og de fik en masse læring, som kan blive værdifuld for dem på længere sigt, siger assistenttræner Niels Lodberg og fortsætter:
– Selvom det ikke var den kønneste kamp på en svær bane, var der mange ting at tage med herfra.
– Vi havde også et par førsteholdsspillere med, og de fik masser af minutter i benene, samtidig med de viste en god attitude og et stabilt niveau. Selvfølgelig er vi trætte af at tabe, men derfor kan vi stadig tage mange gode ting med fra Odense.
OB 1-0 FC Midtjylland (1-0)
18′ 1-0 Charly Nouck Horneman
Start XI (4-4-2): Elias Olafsson, Malte Melin, Mads Døhr Thychosen, Adam Andersen, Victor Bak, Mikel Gorgoza, Nikolas Dyhr, Jonatan Lindekilde, Isa Musa, Astrit Selmani, Frederik Heiselberg.
Bænken: Mark Ugboh, Christian Jørgensen, Gustav Bjerge, Jonathan Lind, Lasse Overgaard, Mathis Konradsen, Julius Voldby.