Det endte 3-3 sidst, de to mandskaber mødte hinanden. Et hæsblæsende og nervepirrende opgør på sidstedagen af 3F Superligas grundspil.
Nu står FC Midtjylland og Silkeborg IF overfor hinanden igen. Denne gang på MCH Arena i Kvalifikationsspillet, hvor hjemmeholdet går ind til dysten med syv point ned til gæsterne.
Oliver Sørensen er ikke i tvivl om, hvad der venter mandag aften i Herning:
– Silkeborg kan godt lide at have bolden. Vi skal være klar på, at vi måske kommer til at forsvare mere, end vi har gjort i de seneste kampe, men det er også noget, vi har holdet til.
– Vi skal spille dem klogt. Ingen er i tvivl om, hvad Silkeborg gerne vil. Vi skal udnytte fejlene, som de kommer til at lave og straffe dem, når vi får chancen.
– Fysisk kan og skal vi overmatche dem, og vi skal komme med et hårdt tryk fra start. Formår vi at gøre det, tror jeg også, vi får de tre point, fortæller Oliver Sørensen.
FCM har hentet ti point i de første fire kampe i det nuværende stadie af 3F Superliga. Omvendt har resultaterne hos gæsterne fra Søhøjlandet haltet med blot hidtidige to point i Kvalifikationsspillet.
– Vi har fået en god start og er kommet tilbage til vores DNA med en masse overfaldsfodbold og power. Vi formår at komme mere i feltet, og man kan også se på vores spil, at der er tegninger til noget godt. Alt i alt har det været en god start, og det kan man også se på tabellen, selvom der stadig er lidt at gå på rent spillemæssigt, siger Oliver Sørensen.
Opgøret mellem FCM og Silkeborg fløjtes i gang kl. 19.00 på MCH Arena, og du kan fortsat nå at skaffe billetter til den vigtige kamp nedenfor.