Førsteholdet

Sportschefen gør status på transfervinduet

Svend Graversen vurderer, at holdet er godt stillet til det kommende forår, hvor der er store ambitioner i tre turneringer.

02/02/22
Jens Risom
Foto: Getty Images

Januar er slut, og transfervinduet er smækket i. Fem spillere har forladt FC Midtjylland, mens syv nye ansigter er at finde i klubben.

I den anledning er det oplagt at gøre status på truppen, og den bedste til at svare på det er naturligvis ingen ringere end sportschef Svend Graversen.

Hvilken fornemmelse står du med som sportschef på bagkant af transfervinduet?

– Der er mange ting, som er lykkes, og selvfølgelig også nogle ting, som ikke kom i mål. Sådan vil det altid være i et vindue. Det har først og fremmest været afgørende for os at få en spiller ind i hver kæde for at styrke truppen, så vi er klar til et både spændende og intenst forår med masser af kampe. Det har vi fået, så det er bestemt et plus i bogen, siger sportschef Svend Graversen.

– På ud-siden hæfter jeg mig ved, at det lykkedes os at lave et rigtigt flot salg af Jens (Jens-Lys Cajuste, red.), som har været på vej i et stykke tid, og på deadline day blev det til et salg af Mads Hansen. Der er altid en vis ærgrelse ved at sende en af vores egne videre, men det giver også stolthed i klubben at kunne sælge en ung akademispiller for et pænt beløb, tilføjer han.

Vigtige forlængelser må ikke glemmes

Det er ikke kun ind- og udgående transfers, som har fyldt i det midtjyske nyhedsbillede i den seneste måned. Der er også blevet forlænget kontrakter med vigtige spillere i truppen.

– Et af vores mål i transfervinduet var at holde fast i det hold, som har gjort det godt i efteråret. Vi har forlænget kontrakterne med spillere som Evander, Junior Brumado og Elias Olafsson, og de forlængelser er nogle gange en glemt nuance i snakken om transfervinduet, pointerer Graversen og fortsætter:

– At trænerteamet har den samme kerne til rådighed i foråret, er sindssygt vigtigt, og når vi samtidig har fået ekstra kvalitet og bredde ind i truppen, vil jeg sige, at vi er godt rustet.

Udover kontraktforlængelserne til et par profiler i truppen er holdet også blevet styrket med tilgang i alle kæder i form af Vagner Love, Edward Chilufya, Max Meyer, Mads Døhr Thychosen, Ousmane Diomande og David Ousted.

Truppen er gearet til tre turneringer

I foråret venter der kampe i både 3F Superliga, Sydbank Pokalen og Conference League for FC Midtjylland, der som det eneste danske hold skal spille i tre turneringer.

– Det var vores helt store mål at sørge for, at truppen er gearet til at spille i tre turneringer, og det er lykkedes. Den endelige evaluering af vinduet kan selvfølgelig først komme senere, men her og nu er vi tilfredse med vores hold til det kommende forår. Vi har store ambitioner i alle tre turneringer, og det bliver rigtigt spændende, lyder det fra Svend Graversen.

I efteråret var FC Midtjyllands gennemsnitsalder i startopstillingen den næstyngste i ligaen efter FC Nordsjælland. Januar-tilgangen af rutinerede kræfter kombineret med mere erfaring til holdets unge spillere i det forgangne efterår giver et godt udgangspunkt.

– Vi har spillet med det næstyngste hold i ligaen. Det hold er blevet et halvt år ældre, end det var i sæsonstarten, og trænerstaben har også haft et halvt år sammen nu. Vi har her i januar fået mere rutine ind, og konkurrencen er øget i alle linjer på holdet, så vi har gode forudsætninger for at præstere godt i foråret, afslutter Svend Graversen.

Trup og program: Førsteholdet drager på træningslejr

Tilgange

  • Edward Chilufya, Djurgården IF
  • Vagner Love, fri transfer
  • David Ousted, fri transfer
  • Ousmane Diomande, Olympique Sport Abobo FC
  • Mads Døhr Thychosen, FC Nordsjælland
  • Max Meyer, Fenerbahce SK (leje med købsoption)
  • Pablo Ortiz, America de Cali (leje med købsoption)

Afgange

  • Jens-Lys Cajuste, Stade de Reims
  • Mads Hansen, FC Nordsjælland
  • Antonis Martis, AEK Larnaca
  • Jonas Lössl, Brentford FC (udleje)
  • Dion Cools, Zulte Waregem, (udleje)