Artiklen er en del af kampprogrammet, som forud for hver hjemmekamp udgives online.
FC Midtjylland er danske mestre og topper lige nu den danske 3F Superliga, og det glæder direktør Claus Steinlein, at FC Midtjylland for alvor dominerer i toppen af dansk fodbold.
– Vi har aldrig været stærkere, og kigger vi på vores rejse, siden Matthew (klubejer Matthew Benham, red.) kom ind i sommeren 2014, har vi lagt nye lag på hele tiden. Trænerstaben har aldrig været stærkere. Vi er inde i en positiv udvikling, og forhåbentlig kan vi bygge nye lag på de næste fem år, siger Claus Steinlein.
Det er nye lag, der kræver endnu bedre økonomi.
– Champions League-pengene har skabt et godt fundament, og vi har trods Corona aldrig haft så gode sponsorindtægter som nu. Og dertil en stor lokal opbakning, siger Claus Steinlein, som kun glæder sig over de store forventninger, der er i lokalsamfundet og hos sponsorerne.
– Heldigvis har folk forventning om, at vi skal spille med om begge trofæer hvert år (mesterskab og pokalturneringen, red.) og spille med i europæisk gruppespil. Det er den samme forventning, vi selv har. Og vi tør sige det. Vi er her ikke for at blive nummer to. Vi er her for at vinde. Det er vores kultur, fastslår Claus Steinlein.
Samtidig er Claus Steinlein ydmyg overfor både dagens modstander F.C. København og Brøndby, når talen handler om mesterskaber.
– F.C. København har vundet 13 mesterskaber, og Brøndby vandt i deres epoke 10 mesterskaber. Vi har kun tre på seks år og er forhåbentlig på vej mod den fjerde. I år har vi også været i Champions League, så på kort sigt har vi overtaget og ligger på den sportslige top på pyramiden, men jeg er ydmyg nok, når nogen har vundet 10 og 13 mesterskaber. Det er en statistik, vi gerne vil se tilbage på om 10-15 år, siger Claus Steinlein forud for én af de store kampe: Dagens kamp mod F.C. København.
Super League vil dræbe drømmen
FC Midtjyllands Claus Steinlein melder sig gerne i koret af kritikere af den europæiske Super League-model, hvor det er planen, at de bedste europæiske hold vil samles i en privat liga og melde sig ud af alle forbund – nationale såvel som internationale.
– De store internationale ejere rammer helt ved siden af pletten. De ved ikke, hvad fodbold er. De har ikke forstand på fodboldkulturen. Vi er alle en del af fodboldsystemet med masser af frivillige ledere og trænere, der er med til at udvikle fodboldspillere. Det er dem, vi er i broderskab med, lyder det fra Claus Steinlein, som kun ser et formål med de nye fodboldplaner:
– De vil tage byttet. Vi er tvunget til at gå imod. De vil dræbe drømmen om at spille Champions League. Drømmen om at spille mod de største, som vi lige har oplevet i Champions League-gruppespillet. Desværre uden tilskuere, men det er jo en drøm for alle på vores fodboldakademi. Det drømmer alle om. Samlet set taber fodbolden med de planer, der foreligger, fastslår Claus Steinlein.
Følg kampen
FC Midtjylland – F.C. København sparkes i gang kl. 20.15 på MCH Arena. Hvis du ikke har billet til kampen, kan opgøret ses direkte på TV3+ og Viaplay eller følges i tekst via FC Midtjyllands Twitter.
Uanset om du er på stadion eller i stuen, er matchcentret i FCM-appen og på fcm.dk en glimrende måde at få mere indsigt i kampen. Her kan der bl.a. ses xG-værdier på alle afslutninger samt Heat- og Touch Maps for samtlige spillere.
Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.