Akademiet

Stimen fortsætter: U19 storsejrede over FCK

Det ældste akademimandskab fortsatte sejrsstimen, da sidste sæsons andenplads gæstede EDC Arena i Ikast til en kamp i toppen af ligaen.

11/11/24
Jesper Hvid
Foto: Daniel Stentz

Det var et selvtillidsfuldt U19-hold, der lørdag eftermiddag spillede topkamp i U19 Ligaen.

Akademisterne gik ind til opgøret med fem vundne kampe i de seneste fem ligakampe og havde derudover avanceret i UEFA Youth League.

De hvidklædte kom dog først på måltavlen efter en halv times spil, selvom gæsterne kort forinden var blevet decimeret til ti mand.

Føringen holdt til kort før pausen, hvor James Arinze bragte balance i regnskabet, og dermed gik de to hold i omklædningsrummene ved stillingen 1-1.

Efter pausen udnyttede hjemmeholdet at spille en mand i overtal. Først scorede Christian Jørgensen, og lige efter kunne Sebastian Lodberg på et straffespark sende 3-1-målet i nettet.

Selvsamme Lodberg noterede sig for endnu en scoring. Det var ligamål nummer ti for offensivspilleren, der i skrivende stund er topscorer i U19 Ligaen.

Til slut udbyggede Daris Catak til 5-1, som også blev kampens slutresultat. Det betyder, at U19-drengene har vundet deres seneste otte kampe.

De ældste akademister går nu på landsholdspause og er først i aktion igen fredag den 22. november, hvor Sønderjyske Fodbold tager turen forbi Ikast. Kampstart er 13.00, og det er muligt at se opgøret på akademiets YouTube-side, hvor alle akademiets hjemmekampe livestreames.

Du kan altid følge med i den aktuelle stilling og kampprogram i U19 Ligaen her.

FC Midtjylland U19 5-1 F.C. København U19 (1-1)

32’ 0-1 Oliver Højer
42’ 1-1 James Arinze
52’ 2-1 Christian Jørgensen
59’ 3-1 Sebastian Lodberg
76’ 4-1 Sebastian Lodberg
77’ 5-1 Daris Catak

FCM XI: Liam Selin, Mathis Konradsen, Bilal Konteh (80’ Akwasi Owusu), Gustav Bjerge, Egill Orri Arnarsson (54’ Simon Kristiansen), Lasse Overgaard Nielsen, James Arinze (54’ Nicolaj Tornvig), Christian Jørgensen (66’ Daris Catak), Sebastian Lodberg, Musiliu Odekunle (66’ William Kold), Sofus Johannesen.