– Jeg er jo mest tilfreds med at vinde. Det er meget simpelt, griner Bo Henriksen adspurgt til, hvad der fylder mest efter kampen mod FCK.
Dagen derpå efter FC Midtjyllands forrygende fightersejr i Parken var det ikke overraskende en cheftræner i højt humør, som nu kan se sit hold ligge øverst i 3F Superliga-tabellen.
– Der er ingen tvivl om, at det var en vanvittig vigtig sejr mod vores største konkurrent i ligaen, så det er vi selvfølgelig glade for. Men der er en lang sæson forude, så det er jo ikke sådan, at vi stiller os tilfredse med noget som helst. Vi skal bare tage det her udtryk med videre og blive ved med at udvikle os, pointerer Bo Henriksen.
1-0-sejren kom i hus på Junior Brumados langskud kort inde i anden halvleg. Midtjyderne var ellers blevet reduceret til ti mand, da Evander fik direkte rødt kort efter 25 minutter.
Bo Henriksen roser spillernes mentale styrke efter udvisningen.
– Alle mand blev ved med at tro på, at vi kunne vinde og arbejdede sindssygt hårdt. Alle mand vidste, hvad de skulle, og vi var meget afstemte i forhold til kædernes placering. Det er jeg hamrende stolt af, lyder det fra Bo Henriksen, som også selv spillede en afgørende rolle med sin peptalk i pausen.
Se bare dette klip fra omklædningsrummet efter de første 45 minutter.
Video: Bo Henriksens peptalk i pausen
– Lige meget, hvad der sker i en fodboldkamp, fortsætter vi. Om vi er 11 eller 10 mand på banen, eller hvad pokker der sker, skal vi vinde og gøre alt for hinanden. Det er 100 procent vores mentale tilgang, siger Bo Henriksen.
Hold fast i organisationen
Da Evander måtte gå tidligt i bad, efterlod det trænerteamet med en vigtig taktisk beslutning. Charles blev sat ind på midtbanen, men spørgsmålet var, om han skulle erstatte en i bagkæden eller en af de forreste tre.
– Vi valgte at beholde vores defensive organisation og give FCK mere plads på siderne. Det var vigtigt, at de spillede rundt om os i stedet for i mellemrum og bag os, og derfor gik vi over til 3-4-2, forklarer Bo Henriksen.
Det resulterede i en masse indlæg fra hjemmeholdet, der gang på gang blev afvist af stopperkæden og en velspillende Elias Olafsson i målet.
– Det passede os perfekt, at de slog indlæg ind i hovedet på vores tre stærke stoppere og gode målmand. De afviste jo det hele, og FCK blev aldrig farlige på det, siger Bo Henriksen og uddyber:
– Så det var egentligt vores gameplan, da vi skiftede Charles ind, men vi var ikke helt sikre sikre på, hvem der skulle ud af Pione, Junior og Isaksen. De er gode spillere alle tre, og det var en svær beslutning, men sådan er det nogle gange i fodbold. I sidste ende er jeg bare tilfreds med en fremragende disciplineret indsats af alle mand.
Tilfreds med stærk defensiv
Den taktiske beslutning kom i kølvandet på en glimrende sæsonstart, hvor FCM har haft succes med 3-4-3-formationen, som har været foretrukket siden den anden kamp i sæsonen.
Særligt defensivt har midtjyderne været robuste, hvor holdet kun har lukket to mål ind i åbent spil i ligaens første ni kampe. De resterende tre indkasserede mål har været på dødbolde.
Med fem indkasserede mål har FCM den bedste defensiv i rækken indtil videre.
– Vi står godt på banen og er vanskelige at spille mod, når vi forsvarer os på den måde. Det er bare en fremragende konstellation, og de tre bageste afviser det hele, når de er så stærke på låget. Det så vi i særdeleshed i går, men vi har jo også set det i mange andre kampe, fortæller Bo Henriksen.
Den hovedstøds- og duelstærke trebackkæde med Erik Sviatchenko, Henrik Dalsgaard og Juninho fik mulighed for at skubbe frem flere gange, hvor FCM trods undertallet holdt fast i bolden og skabte et par chancer.
– Udover vi forsvarede os godt, var vi også dygtige til at holde fat i bolden i perioder, og vi havde nogle gode offensive aktioner, selvom vi var i undertal. Vi var jo tæt på at få et straffe og havde flere omstillingsmuligheder. Alt i alt var det en fortjent sejr, afslutter Bo Henriksen.
Efter mandfolkesejren i Parken er FC Midtjylland nu på førstepladsen i 3F Superliga.