På en regnfuld og blæsende juli-dag kunne FCM fejre en 4-0-sejr over AGF i sæsonopstartens anden træningskamp på hybridbanen i Herning Fremad.
Kampformatet var 2 x 60 minutter, hvilket betød godt med spilletid til mange af de midtjyske spillere.
Thomas Thomasberg gav uofficiel til to af klubbens nye spillere, Ousmane Diao og Denil Castillo, der begge fik 45 minutter på banen.
Efter en 1. halvleg, hvor den største chance tilfaldt den nyudklækkede student, Mikel Gogorza, skiftede Thomas Thomasberg på alle pladser forud for kampens fase to.
FCM kom blæsende ud fra pausen. Syv minutter efter startfløjtet til de sidste 60 minutter kunne Alhaji Kamara bringe det midtjyske mandskab foran, efter den nye AGF-målmand, Leopold Wahlstedt, gav en retur på en afslutning fra Edward Chilufya.
Kort efter blev det også til 2-0, da Mads Nybo fra C.D. Mafra, hvis klub er på træningslejr i Danmark i disse dage, flot sparkede bolden i mål efter at være blevet sendt i dybden af Aral Simsir.
Alhaji Kamara kunne også notere sig for kampens tredje scoring, da han i det 85. minut akrobatisk sparkede bolden i målet, efter en Aral Simsir-afslutning var medvirkende til en løs bold i feltet.
Kamaras angrebskollega i 2. halvleg, Edward Chilufya, scorede kort tid efter til 4-0. Mads Bech slog et indlæg i boksen, som den hurtige zambier headede i mål.
Næste uge tager førsteholdstruppen på træningslejr i Østrig, hvor den blandt andet står på træningskampe mod Schalke 04 og SK Sturm Graz. Første kamp spilles mod tyske Schalke 04 den 10. juli. Mod de østrigske mestre, Sturm Graz, spilles et dobbeltopgør den 13. juli.
De tre kampe på østrigsk grund kan – i samarbejde med Arbejdernes Landsbank og Eleiko – streames gratis på fcm.dk.
Start XI 1-60′
Elias Olafsson, Joel Andersson, Ousmane Diao, Juninho, Victor Bak, Charles, André Rømer, Denil Castillo, Mikel Gogorza, Ola Brynhildsen, Franculino Djú.
Start XI 60-120′
Jonas Lössl, Adam Gabriel, Lee Han-beom, Mads Bech, Mads Nybo, Valdemar Byskov, Oliver Sørensen, Andreas Nibe, Aral Simsir, Edward Chilufya, Alhaji Kamara.