Med 7-0, fem forskellige målscorere og 70 gode minutter i benene er FC Midtjylland klar til at rejse mod Portugal til de endelige forberedelser af vinterens pre-season.
Efter tirsdagens sejr over Fredericia tog Victor Bak, som spillede fuld tid, del i nedtaktstudiet under FCM’s liveudsendelse.
– Det var dejligt at få 70 minutter. Jeg fik vist mig frem for trænerstaben, og samtidig synes jeg, vi spillede en kontrolleret kamp, siger Victor Bak og roser holdets evne til at kontrollere den centrale del af banen:
– Vi træner meget på, at de ikke må spille imellem os, men hellere udenom. Hænder det så, at de alligevel lykkes med det, har vi nogle gutter, der klasker til, og det gjorde de mod Fredericia i dag.
Den 20-årige venstreback nyder at være tilbage i FCM efter et positivt lejeophold i portugisisk fodbold.
– Det er her, jeg vil slå igennem, og jeg er glad for at være tilbage. Vi skal bare ud at forsvare den førsteplads, som gutterne har arbejdet sig til, mens jeg har været væk.
Victor Bak havde foden med i en enkelt scoring, da han smækkede et indlæg ind til indskiftede Valdemar Byskov til slutresultatet 7-0. En sekvens, hvor Bak blev sendt i et overlap på venstresiden – og ikke tilfældigt.
– Selvfølgelig er det noget, vi skal fortsætte og arbejde videre på. Jeg spiller med nogle kanter, der er vanvittigt gode til at udfordre, og så handler det for mig om at komme udenom. Der bliver skabt noget plads til mig, siger han.
FC Midtjylland 7-0 FC Fredericia (4-0)
1-0 Aral Simsir (assist: André Rømer)
2-0 Aral Simsir
3-0 Franculino (assist: Aral Simsir)
4-0 Mikel Gogorza (assist: Aral Simsir)
5-0 Franculino (assist: Victor Lind)
6-0 Victor Lind (assist: Ola Brynhildsen)
7-0 Valdemar Byskov (assist: Victor Bak)
Start XI: Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Lee Han-beom, Mads Bech, Victor Bak, Oliver Sørensen, Emiliano Martínez, André Rømer, Mikel Gogorza, Franculino, Aral Simsir.
Indskiftninger: Juninho (35′), Armin Gigovic (35′), Charles (35′), Victor Lind (35′), Valdemar Byskov (35′), Iver Fossum (45′), Adam Gabriel (55′), Ola Brynhildsen (55′).