Førsteholdet

Storspillende Evander ser frem til PSV-kampen

Den brasilianske midtbanespiller har været dominerende på midtbanen i sæsonens indledning. Evander sætter ord på sin rolle og ser frem mod tirsdagens opgør mod PSV.

02/08/21
Mads Jakobsen
Foto: Getty Images

I Skotland bankede han et frispark i kassen mod Celtic. I lørdags scorede han på et flot langskud mod Viborg til 1-0.

Men det er ikke bare de to vigtige mål, som har været kendetegnende for Evanders sæsonstart. Med fuld spilletid i alle fem kampe på den centrale midtbane har brasilianeren haft en afgørende rolle på holdet.

Det kom også til syne i lørdagens rivalopgør, hvor Evander var dominerende på midten af banen. Adskillige gange vendte han af på sin oppasser så let som ingenting, og hele vejen gennem kampen fordelte han boldene sublimt og arbejdede samtidigt stenhårdt uden bold.

– Det er altid fedt at give en derbysejr til fansene. Vi spillede en god kamp, hvor vi skulle have scoret mange flere mål, men vi fik de tre point, og det var det vigtigste, lyder det fra Evander, som fortæller om sin egen rolle:

– Bo har sagt til mig, at jeg skal være ham, som kontrollerer spillet og tager temperaturen på kampen. Så er det min opgave at vurdere, hvor hurtigt og direkte vi skal spille. Holdet stoler på mig, men det er også vigtigt at sige, at vi har et godt samarbejde i midteraksen, og vi er gode til at snakke sammen på banen.

– Jeg føler mig godt tilpas for tiden og har lykkes med en del i de første kampe. Det vigtigste er at hjælpe holdet og bidrage til, at vi vinder kampene, så det skal vi bare bygge videre på sammen, fortsætter Evander.

Succesfuldt formationsskifte

Den 23-årige brasilianer har nu været i FC Midtjylland i tre år, og i den periode er det blevet til 107 kampe på forskellige positioner.

Evander er gået fra at være en klassisk 10’er til at boltre sig som dybdeliggende playmaker i en mere tilbagetrukket rolle på midtbanen.

– Det er sjovt, for dengang jeg kom til klubben, spillede vi også 3-4-3, men der spillede jeg mest som en af de tre forreste. Så gik vi væk fra det og er nu tilbage i den formation igen, så på den måde er det ikke nyt for mig. Men det er jo bare en del af jobbet som fodboldspiller – at tilpasse sig taktikken, siger Evander.

FCM har vundet tre kampe på stribe i det nye 3-4-3-system, men det er ikke kun formationens skyld.

– Lige nu lykkes vi rigtigt godt med det, som Bo gerne vil have os til. Vi har kommet med en masse energi og power i de sidste par kampe, og så er det lige meget, hvilken formation vi spiller. Vi skal bare fortsætte, pointerer Evander.

Sindssygt spændende opgave mod PSV

FC Midtjylland-truppen har indledt sæsonen med et tæt program med kampe hver tredje eller fjerde dag, siden 21/22-kampagnen blev skudt i gang.

– Det har været to vilde uger i starten med så mange kampe på kort tid. Der er ikke tid til at føle sig træt. Det handler om at være fokuseret på den næste kamp og sørge for at få restitueret godt, forklarer Evander.

Den næste kamp er endnu en vigtig én af slagsen. Således byder tirsdag aften på det første af to opgør mod PSV Eindhoven i Champions League-kvalifikationen.

– Det bliver sindssygt spændende at møde PSV. Det er en stærk modstander, men vi kommer for at spille vores chance. Vi drømmer om at skrive ny historie i klubben, og vi prøvede jo at spille Champions League sidste år, siger Evander og fortsætter:

– Det kunne være fedt at gøre på et fyldt stadion foran vores fans, men i første omgang er vi fokuserede på at skaffe et godt udgangspunkt i Holland. Vi skal lave en moden præstation, som vi har gjort flere gange både sidste år og senest mod Celtic.

Covid-19 i klubben

Forud for mødet med PSV Eindhoven er der desværre registreret tre nye smittetilfælde i FC Midtjyllands førsteholdstrup. Det drejer sig om Henrik Dalsgaard, Nicolas Madsen og Pione Sisto, der sammen med Mikael Anderson er ude i den kommende tid.

Yderligere smitte i FC Midtjylland

Følg PSV Eindhoven – FC Midtjylland

Opgøret starter kl. 20.00 tirsdag aften, og du kan se kampen direkte på TV3+ og Viaplay eller følge den i tekst via FC Midtjyllands Twitter.

Under kampen kan det anbefales at følge med i matchcentret i FCM-appen og på fcm.dk. Det er en glimrende måde at få mere indsigt i kampen. Her kan der bl.a. ses xG-værdier på alle afslutninger samt Heat- og Touch Maps for samtlige spillere.

Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.

App StoreGoogle Play