Klubben

Succesfuld indvielse af den nye MCH Mini Arena

FCM Klubsamarbejdet inviterede onsdag samarbejdsklubberne til åbningen af den spritnye bane, hvor startskuddet til FCM Mini League lød.

01/08/24
Jesper Hvid
Foto: Daniel Stentz

Inden hjemmekampen i Champions League-kvalifikationen mod UE Santa Coloma slog FC Midtjylland dørene op for den nye MCH Mini Arena.

Den splinternye bane dannede rammen for mini-stævnet, FCM Mini League, som er en helt ny turnering for fodboldpiger og -drenge fra FCM’s samarbejdsklubber.

Hold fra U7 til og med U12 spiller mod hinanden på dage, hvor der er hjemmekampe på MCH Arena. FCM Mini League fokuserer på den gode stemning og den positive oplevelse forud for FCM-kampen, som spillerne er inviteret til at se, efter de selv har spillet. I turneringen konkurrerer man ikke om placering eller præmier. I stedet er formålet at skabe mindeværdige oplevelser uanset niveau og erfaring.

Bliv klogere på FCM Mini League

Til den formelle åbning af MCH Mini Arena klippede administrerende direktør, Claus Steinlein, sammen med otte U11-spillere fra forskellige samarbejdsklubber, den røde snor og erklærede den nye arena og mini-stævnet for åbnet og i gang.

– FCM er en familieklub for hele regionen

Efter en dag med mange glade mennesker og en masse gode indtryk ser klubsamarbejdets leder, Thomas Larsen, frem mod flere fantastiske dage på MCH Arena.

– Det har været en helt fantastisk dag, hvor mange unge fodboldspillere fra regionen har hygget sig med at spille på den nye arena. Og at de så, i samlet flok, efterfølgende kunne se en kamp, er bare supergodt. Det var virkelig fedt at se sammenholdet udfolde sig, også mellem de forskellige klubber, siger Thomas Larsen.

Klubsamarbejdets leder fortæller om vigtigheden ved at kunne sørge for at skabe en god oplevelse og give en mulighed for, at samarbejdsklubberne kan komme tættere på hinanden.

– Vi vil gerne give en fantastisk oplevelse på stadion til så mange som muligt af vores samarbejdsklubber. Det er skønt, at vi kan samle dem, og de kan være fælles om at have en god oplevelse. Vi forsøger med MCH Mini Arena at tilføje endnu et område, hvor børn og familier kan hygge sig sammen på tværs af klubberne. Vi vil rigtig gerne tilbyde en fodboldoplevelse, hvor der er plads til alle, og det er FCM Mini League og den nye arena med til.

– FC Midtjylland er en familieklub, og vi vil til hver en tid gøre alt for at invitere alle fra regionen til at blive en del af hele Midtjyllands fodboldklub. Med alt det nye, der sker på MCH Arena, forsøger vi hele tiden at gøre stadionoplevelsen så god som mulig. Vi er stolte af at kunne tilbyde de nye rammer til vores samarbejdsklubber og ser frem til at afholde de næste runder af FCM Mini League til de kommende hjemmekampe, fortæller Thomas Larsen.

Stor tilfredshed fra samarbejdsklubberne

Blandt de deltagende hold på åbningsdagen var Tarm IF, der havde taget turen til MCH Arena fra den vestlige del af Jylland. De glade U11-spillere kunne nyde at spille fodbold i det gode vejr, og træner for holdet, Michael Nørgaard Iversen, var glad for at tage drengeholdet med til Herning.

– Det var en megafed oplevelse. Da vi fik en mail om tilmelding, skyndte vi os at gøre det. Og nu har vi været med til at spille åbningskampen på den nye arena, så det er virkelig fedt. Drengene havde glædet sig til i dag, så det var ikke svært at finde spillere, selvom det er midt i sommerferien. De er alle store FCM-fans, så at skulle ind og se en kamp bagefter kunne ikke være meget bedre, fortæller Michael Nørgaard Iversen.

Samarbejdsklubben har brugt dagen på at skabe en god oplevelse for alle, der var taget med. Ligeledes havde man også muligheden for at komme tættere på nogle af de andre klubber fra FCM Klubsamarbejdet.

– Vi er taget en del afsted i dag; otte spillere, to trænere og 15 forældre og søskende. Vi holder alle med FCM, og muligheden for at drengene kan spille fodbold, inden de skal ind og se en kamp, er helt unik. Det er med til, at vi, som klub, bliver en del af kampoplevelsen på en helt ny måde. Der bliver skabt en forbindelse mellem Tarm IF og FCM. Og så får vi en rigtig god oplevelse med de andre samarbejdsklubber, hvilket giver mulighed for, at spillerne kan hygge sig på tværs af klubberne, siger Michael Nørgaard Iversen.

Næste gang, der er FCM Mini League på programmet, er lørdag den 3. august, når FCM spiller første hjemmekamp i 3F Superliga mod Aab. Kampstart er kl. 16.00, og første kamp på MCH Mini Arena starter tre timer før kickoff.