Førsteholdet

Sviatchenko: Der er gode muligheder

Erik Sviatchenko leverede en stærk indsats i midterforsvaret på sin gamle hjemmebane i Glasgow. Anføreren er optimistisk forud for returkampen i næste uge efter 1-1 i det første opgør.

21/07/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

FC Midtjyllands anfører var tilbage på sin gamle hjemmebane, da Celtic tog imod FCM i den første kamp i Champions League-kvalifikationens 2. runde.

Her blev det til 1-1 i en kamp, hvor begge mandskaber fik vist en mand ud. Erik Sviatchenko er tilfreds med indsatsen fra FCM’erne.

– Vi var modige og turde presse dem højt og vandt også bolden højt på banen et par gange i starten. Det gav os tro på tingene. Langt hen ad vejen gjorde vi det egentligt ret godt på udebane mod et stærkt hold i en fin kulisse, lyder det fra Erik Sviatchenko efter slutfløjtet.

Celtic var tættest på at score yderligere i kampen med to afslutninger på træværket, men gennem en solid defensiv med en velspillende Sviatchenko i spidsen, lykkedes det FCM at få 1-1 med fra Celtic Park.

– 1-1 er okay for os. De havde selvfølgelig også nogle muligheder den anden vej. Alle kæmpede stenhårdt, og vi stod kompakte i kæderne, og det lykkedes vi med, forklarer anføreren, som fortsætter:

– Jeg sagde inden kampen, at jeg troede på, at vi havde gode muligheder, og det er jeg ikke blevet afkræftet i. Vi spillede lige op med dem, men vi skal bare være endnu mere kyniske i nogle sekvenser af spillet og være bedre med bolden.

UEFA har forud for denne sæson sløjfet reglen om udebanemål, så det er helt åbent forud for returopgøret, som spilles på onsdag i Herning.

– Der er gode muligheder. Der er lidt status quo nu i og med, at reglen om udebanemål ikke gælder længere. Vi går ind til returopgøret med samme mindset om, at vi skal vinde kampen, slår Erik Sviatchenko fast.

Sviatchenko spillede fra 2016-2018 63 kampe for netop Celtic, der vandt fire titler i denne periode, og de skotske fans havde ikke glemt danskeren, som blev modtaget med sang og klapsalver udenfor og på Celtic Park.

Bo Henriksen: Mest stolt af defensiven 10 mod 10

Cheftræner Bo Henriksen debuterede som træner i europæisk sammenhæng, og fra sidelinjen så han en fin start på opgøret.

– Jeg synes, at vi startede kampen rigtigt fint. Vi pressede dem højt i perioder og holdt dem væk fra vores halvdel, og de første 10-15 minutter forløb nøjagtigt, som vi havde forberedt i det taktiske oplæg, fortæller Bo Henriksen, som kunne se Celtic styre kampen i resten af 1. halvleg:

– Der var nogle episoder, hvor vi skal være en smule dygtigere på bolden, og på et tidspunkt fik Celtic mere plads, og de fik skabt nogle chancer i deres gode perioder. Det skal vi tage med os og forbedre til returkampen.

Hjemmeholdet fik Nir Bitton vist ud i slutningen af 1. halvleg, mens Anders Dreyer også fik præsenteret det røde kort i starten af 2. halvleg.

– Kampen ændrede karakter i forbindelse med udvisningerne. Vi havde en ny gameplan til 2. halvleg, hvor vi var en mand i overtal, men så ændrede kampen selvfølgelig karakter igen, da vi fik Dreyer smidt ud. Heldigvis scorede Evander på et flot frispark, som giver os et fint udgangspunkt, pointerer cheftræneren.

I resten af kampen var Celtic knap så farlige som i 1. halvleg, og det var Henriksen meget tilfreds med.

– Derfra forsvarede vi os rigtigt godt, og det er minimalt, hvad de havde af chancer efter vores røde kort. Det er nok det, jeg er mest stolt over. At vi forsvarede os så godt 10 mod 10 på en svær udebane, lyder det fra Bo Henriksen.

Returopgøret spilles onsdag i næste uge kl. 19.45 på MCH Arena. Info om billetsalg følger på vores hjemmeside.