Der er lagt i kakkelovnen til en yderst spændende afslutning på 3F Superliga, som FC Midtjylland fører med to point ned til Brøndby før sæsonens to sidste kampe.
– Vi står i en god position, som vi har tilspillet os og fået muligheden for. Det er en kombination, når det er så tæt. Nu står vi foran en monsterkamp, som på mange måder kan blive afgørende, så vi vil gøre alt for at få det bedste ud af den, siger Erik Sviatchenko.
Den midtjyske anfører har været en del af alle klubbens fire titler siden 2015, og erfaringen med at spille med om trofæer er ikke uvæsentlig.
– Når jeg tænker tilbage på de tidligere mesterskabskampe, er de selvfølgelig forskellige og har hver levet sit eget liv, men vi har også opbygget en masse erfaring med at spille om titler i Midtjylland. Vi er sultne efter at vinde en mere, og det er op til os selv, lyder det fra forsvarsspecialisten, som uddyber:
– Vi har tilkæmpet os den her mulighed i en lang sæson med rigtigt mange kampe. Nu skal vi gøre det færdigt. Vi har gjort det før. Når det for alvor gjaldt, steppede vi virkeligt op, og det vil jeg også se i den her kamp.
Erik Sviatchenko kan i aften spille sin kamp nummer 40 i denne sæson, hvor han blot har misset seks kampe. Ligesom mange af holdkammeraterne er det det højeste antal kampe på én sæson i Sviatchenkos karriere.
Stor tro på egne evner
FCM er ubesejret i de seneste ni kampe mod FCK, hvor det endda er blevet til syv sejre.
– Vi spiller rigtigt ofte rigtigt godt mod F.C. København og har et godt tag på dem, så den retning håber jeg jo på, at vi kan fortsætte. Vi kommer med stor tro på egne evner, og at vi er i stand til at ramme vores højeste niveau. Det skal vi først og fremmest vise overfor os selv – dernæst til omverdenen, pointerer Sviatchenko.
I den indeværende sæson er det blevet til tre sejre og en enkelt uafgjort mod københavnerne. Derfor er opskriften på sejr også klar.
– Vi skal spille hurtigt og med den fornødne risiko. Selvfølgelig uden at åbne helt op. Men vi kan ramme dem med vores fart og dynamik i det fremadrettede spil. Så vi skal være modige og aggressive i presspillet, og så har vi kvaliteten til at afgøre det, påpeger kaptajnen, som runder af:
– Det bliver godt. Jeg har en god mavefornemmelse, og det er jo altid godt at have.
Bach Bak: Vi ser fremad og glæder os helt vildt
Følg kampen
F.C. København – FC Midtjylland fløjtes i gang i aften kl. 20.00 i Parken. Der er ikke adgang for udefans. Til gengæld kan opgøret ses direkte på Canal 9 og Discovery+ eller følges i tekst via FC Midtjyllands Twitter.
Matchcentret i FCM-appen og på fcm.dk er en god måde at få mere indsigt i kampen. Her kan der bl.a. ses xG-værdier på alle afslutninger samt Heat- og Touch Maps for samtlige spillere og masser af anden statistik.
Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.