Førsteholdet

Sviatchenko før FCK: Vi kommer med momentum og tro på tingene

Erik Sviatchenko ser frem mod lørdagens intense og vigtige brag i Parken, hvor 1100 FC Midtjylland-fans forventes at støtte holdet fra udebanetribunen.

21/10/22
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Lørdag venter en stor kamp, når FC Midtjylland gæster den danske nationalarena, Parken, hvor FC København venter i 14. runde af 3F Superliga.

– Udefra set er det blevet til en af de største danske kampe mellem to hold, der hvert år kæmper med om mesterskabet. I den forstand er der lagt op til det helt store brag, selvom ingen af holdene i øjeblikket ligger 1’er eller 2’er lige, men derimod kæmper for at kravle opad i tabellen, siger Erik Sviatchenko om lørdagens dyst og fortsætter:

– Vi kommer med momentum og en stor tro på tingene i forhold til, at vi virkelig har fået vendt spiralen til det positive. Vi er internt begyndt at stå endnu mere på tæerne, fordi vi kan se, at den vej, der er blevet lagt, virker og giver os resultater.

– Selvom vi er ubesejrede i ni kampe, er vi klar over, at man ikke er bedre end sin sidste kamp. Det er endnu mere udbredt i denne sæson, der er så tæt, fordi alle hold tager point fra hinanden på kryds og tværs.

Den 31-årige midterforsvarer forventer en intens kamp, der bliver afgjort på de små marginaler.

– Vores intensitet bliver afgørende i forhold til, at vi skal være aggressive og kompakte. Defensivt skal vi spille en kamp til UG, hvor vi minimerer chancer imod og kæmper alle 11 mand for, at de ikke skal komme frem til noget. Offensivt har vi været dygtige på det seneste, og når vi får muligheden, skal vi være kyniske.

Den hyppigst mødte modstander

Erik Sviatchenko kender til dysterne mod FCK. Faktisk er københavnerne det hold, han har mødt flest gange i sin seniorkarriere. 31 gange har FCM-anføreren stået over for de hvidklædte med 19 sejre og blot seks nederlag til følge.

– En lille forklaring kan være, at jeg altid prøver at gå forrest i de store kampe, og det betyder meget for mig at vise vejen. Det må jeg jo have formået, hvilket er fedt.

– De ti andre gutter på banen har dog en lige så stor andel i resultaterne mod FCK, og jeg håber, vi kan udbygge statistikken i morgen, siger Erik Sviatchenko, der fik sig et hvil i midtugen, da Albert Capellas’ tropper slog FA 2000 med 6-0 i DBU Pokalen.

– Det var afgørende for hele vores opgangstur. Det er notorisk svært at møde de undertippede hold i Pokalen, men vi går hen og laver et enormt statement ved at vinde 6-0. Der var samtidig en masse spilletid til dem, der ikke har spillet så meget, siger Erik Sviatchenko og sender rosende ord med på vejen til forsvarskollega Stefan Gartenmann, som bidrog med både mål og assist i en solid holdpræstation.

1100 på udebanetribunen

Når FCM i morgen træder ind i Parken kl. 16.00, bliver det til mødet med et stort antal fremmødte udebanefans. Hele 1100 midtjyske tilhængere forventes at tage del i lørdagens storkamp.

– Det gør os enormt stolte og glade, at vi sammen med fansene har fået opbygget noget, hvor folk har en stor lyst til at komme – både på MCH Arena og diverse udebaner. Det er fantastisk, at fansene kommer til de her kampe, og det gør, at vi føler os lidt mere hjemme. Det betyder meget, og de fylder i kulissen. Det er et skulderklap til alle i og omkring klubben, og det viser, hvor vi er kommet i vores fankultur.

FCK har forud for kampen meldt flere tribuner i Parken udsolgt. Erik Sviatchenko ser frem til endnu en stor kamp i en fed kulisse, og sender samtidig en opfordring om positive fanhistorier i hele landet.

– Vores fans plejer at opføre sig godt, og det skal de fortsætte med. Det er med til at danne præcedens for, at andre også gør det. Hvis vi som en af de største klubber i Danmark kan finde ud af det, så skal de andre også være med på det.

Away Jersey 22_23 offentliggjort – køb den her