Førsteholdet

Tæt på Real Sociedad: Teknisk fodbold og royal anerkendelse

Torsdag aften tager FC Midtjylland imod Real Sociedad i den første af to altafgørende knockout-playoffkampe i Europa League. Modstanderen er en klub, der har døjet med usikkerheder, men omsider fundet fodfæste i den europæiske top.

13/02/25
Mikkel Krøll
Foto: Alamy

Torsdag aften går det igen løs med europæisk fodbold på MCH Arena. Det første á to opgør mod Real Sociedad i de afgørende knockout-playoffkampe, der afgør, hvem der skal videre til 1/8-finalerne i Europa League.

Modstanderen er den spanske klub Real Sociedad, som i ligafasen spillede sig videre med 13 point i otte kampe. I denne artikel gør vært og stifter af La Liga-podcasten ’Lyden af La Liga’, Paulo Chichon, os klogere på de hvid- og blåklædte.

Real Sociedad har hjemme i Baskerlandet, nærmere bestemt byen San Sebastián. En region i det nordlige Spanien, hvor stolthed og selvforståelse er kerneværdier. Og sådan er det også i Real Sociedad.

Klubben er en af de få spanske klubber, der har fået æren af at modtage kongelig anerkendelse, og dermed lov til at bære ’Real’ (spansk for ’kongelig’, red.) i navnet samt en krone i deres logo.

Ifølge Paulo Chichon er Real Sociedad også en af de traditionelle klubber, der dukker op i hukommelsen, når tankerne falder på spansk fodbold:

– Det er en klub med en meget stolt historie, og det på trods af, at de historisk set har stået i skyggen af deres naboer fra Athletic Bilbao. De har det helt særlige royale prædikat, som de er stolte af, selvom de i mange år lå i midten af ligaen og aldrig rigtig blev regnet for noget nævneværdigt i spansk fodbold, fortæller Paulo Chichon om Sociedad, der dog har vundet et par mesterskaber i midten af 80’erne.

Nybrud og stabilitet

00’erne og de tidlige 10’ere var forbundet med kaos på trænerposten i Real Sociedad. Mangt og meget blev forsøgt, men tingene klikkede aldrig for alvor. Indtil man i 2018 så i egne rækker og ansatte den tidligere ungdomstræner, Imanol Alguacil, der stadig sidder ved roret i dag.

– Han er hombre de la casa (mand af huset, red.). Han blev flere gange tilbudt posten som førsteholdstræner på baggrund af sit ungdomsarbejde, og til sidst lykkedes det at overbevise ham, siger Paulo Chichon om cheftræneren, som også tørnede ud for Real Sociedad i sin spillerkarriere.

Det blev startskuddet på en ny æra i klubben, der i mange år havde søgt efter opskriften på kontinuerlig succes i La Liga:

– Han har været med til at bringe en masse akademispillere op på førsteholdet og gjort det rigtig godt i ligaen, hvor de har spillet med om europæisk fodbold de sidste fem-seks år.

– De er gået tilbage til den klassiske spanske fodbold, der er teknisk flot, mens de har spillet overfaldsfodbold mod de allerstørste klubber i ligaen og virkelig formået at kvæle dem både hjemme og ude, fortæller La Liga-eksperten.

Selvom klubben er inde i en af de bedste perioder i sin historie, er det dog aldrig lykkes at slå i gennem i den europæisk top. Derfor regner Paulo Chichon også med, at opgørene mod FC Midtjylland vil være altafgørende for både klubben og dens fans.

En strømlinet spillestil

Træneren Imanol Alguacil har de seneste år for alvor symboliseret et nybrud i klubbens spillestil. Samtidig er der blevet lagt større vægt på lokale akademispillere, som har taget skridtet op på førsteholdet og fortsat deres udvikling derfra.

Under EM-slutrunden i sommer viste flere af Real Sociedads største profiler sig frem og blev efterfølgende honoreret med transfers til nogle af de største europæiske klubber. Her kan blandt andet nævnes Mikel Merino til Arsenal og Robin Le Normand til Atletico Madrid.

Spillere som klubben, ifølge Paulo Chichon, er stolte af at se tage det næste skridt, men som han også vurderer, at man ikke har formået at erstatte endnu:

– Der har været nogle usikkerhedsmomenter, og det er en blanding af, at de profiler, der er blevet, ikke har kunne leve op til deres tidligere niveau, mens nogle af de erstatninger, der er kommet ind, ikke har leveret helt endnu, fortæller Paulo Chichon, som fremhæver den tidligere F.C. København-spiller, Orri Oskarsson, som en der endnu søger efter det helt store gennembrud.

– Ikke desto mindre er deres spillestil helt strømlinet. Det er ’klassisk spansk’. De er ekstremt gode til at tage fat i bolden, alle tør have den og er gode under pres. De er enormt sammenspillede, som de altid har været under Alguacil.

– Deres helt store problem denne sæson har været foran mål. De har ikke den her skarpretter, som scorer deres mål, siger Paulo Chichon.

Et midtjysk håb

Selvom Real Sociedad, sammenlignet med de seneste sæsoner, endnu ikke har leveret helt samme resultater, får FC Midtjylland helt sikkert kamp til stregen over begge opgør.

– De har været inde i en svær periode, hvor de ikke har kunne konvertere deres chancer, og det skal FC Midtjylland håbe på fortsætter. De skal selvfølgelig også selv være effektive – både på dødbolde og på omstillinger.

– Genpresset fra Sociedad er ikke, som det har været, ligesom de mangler noget i restforsvaret efter salget af Robin Le Normand. Kan FCM være effektive, hurtige og fysisk stærke i disse faser, så vil jeg mene, Real Sociedad er til at tale med, slutter Paulo Chichon.

Om Real Sociedad skal være til at tale med, afgøres over to opgør, hvor det første sparkes i gang torsdag aften kl. 18.45 på MCH Arena, inden FC Midtjylland en uge senere drager til San Sebastián.