Der gik en brasiliansk drøm i opfyldelse, da Vagner Love i januar satte sin signatur på en halvårig kontrakt i FC Midtjylland.
Her blev den rutinerede målscorer nemlig holdkammerat med Evander. De to har kendt hinanden mere eller mindre siden sidstnævntes fødsel.
– Evander er jo min ekstra lillebror, smiler Vagner Love.
– Det har været en drøm for vores familier, at de engang kunne se os på banen i den samme trøje. Når man tænker på aldersforskellen, vidste vi godt, at det slet ikke var sikkert, at det kunne blive en mulighed. Det er fantastisk, at det er lykkes, og vi nyder at kunne dele en del af vores fodboldliv sammen, tilføjer han.
Forbindelsen til Evander opstod for mere end 20 år siden, da Vagner Love stod på spring til at bryde igennem som fodboldspiller. Her mødte han Evanders far, Evandro, som var og stadig er spilleragent. De to indledte et samarbejde, der har vokset sig til en nær relation.
– Det hele startede, da jeg var 15 år og mødte Evandro første gang. Han blev lynhurtigt som en anden far for mig, og han hjalp mig til at falde til i den professionelle fodboldverden, fortæller Vagner Love og uddyber:
– Vores forhold er 22 år senere stadig far-søn-agtigt. Jeg har altid været glad for at arbejde sammen med Evandro. Han har hjulpet mig med rigtigt mange ting i min karriere som min agent og manager, men det er ikke bare ren forretning. Vi er meget tætte, og vores familier nyder at være sammen. Der er meget kærlighed mellem os.
Vagner Love har spillet 598 kampe på klubplan i sin 20 år lange karriere, og her er det blevet til 280 scoringer.
Vil bidrage endnu mere
Angriberen med det kærlighedsklingende navn har fået otte indhop i FCM-trøjen i løbet af foråret og har indtil videre lavet et mål og et oplæg.
– Jeg er helt vildt glad for at være i Midtjylland. Folkene i klubben tog godt imod mig fra start, og der er en god stemning til hverdag. Vi har en masse gode spillere, og det er selvfølgelig mit mål, at vi kan opnå titler sammen, siger Vagner Love.
Han lægger ikke skjul på, at han som en rutineret målræv kan dele ud af sin erfaring, men han understreger også, at det i lige så høj grad handler om selve fodboldspillet.
– Jeg forsøger at give noget af min erfaring videre til de unge spillere i truppen. Det er klart, at jeg har prøvet en masse som fodboldspiller i de sidste 20 år, og jeg deler glædeligt ud af det, lyder det fra den 37-årige angriber, som fortsætter:
– Det er ikke kun udenfor banen, at jeg skal bidrage. Jeg er stadig ærgerrig for at spille fodbold. Det er jo det, jeg elsker og nyder allermest, så selvfølgelig vil jeg gerne spille så meget som muligt. Jeg sørger for at holde mig klar, så jeg kan hjælpe holdet, når der er brug for det, og jeg håber, jeg kan bidrage endnu mere i slutningen af sæsonen.
Vagner Loves bedste minder fra en lang karriere
Vagner Loves kontrakt i FCM løber frem til udgangen af juni måned, men trods den fremskredne fodboldalder er der ikke planlagt et karrierestop til den tid.
– Tiden må vise, hvad der skal ske. Lige nu tager jeg tingene dag for dag og kamp for kamp, men jeg er ikke færdig som fodboldspiller. Jeg elsker at være på banen, og om nogle år er det ikke en mulighed længere, så jeg vil gøre alt for at få det bedste ud af de sidste år i karrieren, siger Vagner Love og afslutter:
– Så må vi se, om det skal være her i Midtjylland eller et andet sted, men jeg er stadig sulten efter at spille. Flammen i mig brænder stadig.