Akademiet

Talentfuld islandsk back er klar til at spænde vikingehjelmen

Hver måned portrætterer vi én af de mange unge talenter, der spiller i FCM. Denne gang zoomer vi ind på den islandske forsvarsspiller, Daníel Freyr Kristjánsson, som, udover at være fast inventar på det formstærke U19-hold, har trænet jævnligt med førsteholdet og har hele 27 kampe for de islandske ungdomslandshold under bæltet.

18/04/24
Alexander Walther Petersen
Foto: Daniel Stentz

Daníel Kristjánsson skiftede i sommeren 2022 i en alder af 16 år fra islandske Stjarnan FC til FC Midtjylland, hvor han i første omgang blev udstyret med en tre-årig aftale.

Sidenhen er der sket meget for den i dag 18-årige islænding, som er født og opvokset ti kilometer syd for hovedstaden Reykjavik i byen Garðabær, der er Islands femtestørste by.

Et fodboldmæssigt genreskifte

I dag har han en lang kontrakt med de sort- og rødklædte midtjyder, hvor han har indtaget en nøglerolle på U19-mandskabets venstre back-position.

Spørger man den gennembrudsstærke spiller, er han også mere end bare almindeligt tilfreds med at spille i FCM, selvom det krævede tilvænning at skifte fra det islandske fodboldmiljø til det mere taktisk- og tekniskprægede danske.

– Da jeg kom til Danmark, var det meget tydeligt, at spillernes tekniske og taktiske niveau var noget helt andet. På Island var det mere duelpræget, og i mine ungdomsår har jeg oftest haft nemt ved at sætte mine direkte modstandere af.

– Det ændrede sig med det samme, jeg kom til Danmark. Her krævede det meget mere end en hurtig dribling og en spurt forbi modstanderne, fortæller Daníel Kristjánsson indledende.

Tidlig seniordebut og omskoling

Kristjánsson fik på trods af sine blot 16 år allerede seniorfodbold i blodet i hjemklubben Stjarnan. Her optrådte han i rollen som fløjspiller, hvor han trænede med førsteholdet, var med i pre-season i sin sidste sæson og fik nogle sporadiske indhop for klubben. Noget, der var med til at hærde den energiske islænding.

– Jeg spillede med førsteholdet under hele pre-season i 2021 og fik to seniorkampe. Derudover trænede jeg med førsteholdet til hverdag, og det gav mig en masse erfaring, der var med til at udvikle og modne mig hurtigere, siger den 1,82 meter høje islænding.

Det venstrebenede talent er sidenhen, efter sit skifte til dansk fodbold, med stor succes blevet omskolet fra at spille fløj til venstre back på permanent basis. En rolle, der hidtil var uvant i klubregi, men som han havde erfaringer med fra de islandske ungdomslandshold. Her har han figureret i forsvarets venstreside fra U15 og frem til U21-landsholdet, hvor han var med i truppen ved seneste landsholdstermin.

I FCM var det trænerteamet på U19, herunder særligt Kenneth Andersen og Morten ’Duncan’ Rasmussen, som var med til at omskole ham fra kant til back. Det betød, at Kristjánsson først og fremmest skulle lære at forsvare, dog med licens til at komme med frem.

– Jeg er blevet rigtig glad for at spille på venstre backen, hvor jeg også får lov til at komme med i de offensive faser. Jeg har frihed til at trække ind i banen og får mulighed for at involvere mig i kampene, når vi er i boldbesiddelse, lyder det fra den ærgerrige islænding.

Et koldt højreben fra et land med varme kilder

Både akademichef Flemming Broe og vicesportschef Kristian Bach Bak har tidligere fortalt, at vi har med en spiller at gøre, der er ekstremt gennembrudsstærk, hurtig og som i sit DNA har en stor portion af den islandske viking-mentalitet.

Islandsk stortalent forlænger med fem år

Ifølge Kristjánsson selv – der i en kæk bemærkning fortæller, at hans topfart er blevet målt til 34 km/t – er der dog fortsat mange parametre, hvor han skal udvikle sit spil. Specielt på den defensive front:

– Jeg er fortsat en ung spiller, som har meget at lære. I forhold til det defensive spil, skal jeg blive bedre til at orientere mig. I min første tid i klubben mistede jeg for ofte min mand, men det har jeg fået mere fokus på nu. Derudover skal jeg blive endnu mere duelstærk og generelt blive klogere på banen i mine aktioner, forklarer han og uddyber om de største forcer:

– Jeg synes, min forståelse af spillet er blevet markant bedre, særligt i forbindelse med hvornår vi skal holde på bolden eller sætte den på spil. Offensivt har jeg også fået en større forståelse for, hvornår det giver mening at gå med frem – både i det åbne spil og i kontrasituationerne, understreger Kristjánsson, der i sin tid på U19-holdet har scoret fire gange og leveret 15 assists fordelt over U19 Ligaen og Youth League-kampagnen.

Den talentfulde back er desuden først og fremmest venstrebenet, men utroligt nok har samtlige af hans bedste scoringer altid været eksekveret med det kolde højre i hans tid på Island. Scoringer Kristjánsson selv ydmygt betragter som såkaldte “one-hit wonders.”

Den islandske forbindelse

På FCM’s førstehold har den 30-årige ditto islænding Sverrir Ingi Ingason, som blev hentet fra græske PAOK i sommeren 2023, været en vigtig figur for Kristjánsson, når han har været en del af førsteholdets træninger og ikke mindst kampene i pre-season.

– Ingason er en meget professionel ledertype. Det er tydeligt, at han har spillet mange vigtige kampe for det islandske A-landshold og at hans fortid, som anfører i PAOK, har gjort ham endnu mere rutineret. Det skinner også igennem på træningsbanen, hvor han desuden er en rigtig god og sjov person.

– Han er en spiller, som jeg virkelig kan læne mig op ad, og som kan lære mig meget i det defensive spil. Han kommer med gode råd og er generelt støttende i forhold til alle sine holdkammerater, lyder vurderingen fra den talentfulde spiller om den garvede landsmand.

Den helt rigtige udviklingsklub

Daníel Kristjánsson skrev i slutningen af 2023 under på en femårig kontraktforlængelse. Nu ser han frem til de kommende sæsoner i FCM, hvor han ifølge eget udsagn er glad for at være og ser frem til at udvikle og dygtiggøre sig.

– Jeg kunne ikke forestille mig en bedre klub at fortsætte min udvikling i. Jeg elsker både træningsmiljøet og kulturen, jeg får rigtig god individuel træning, og så har vi nogle fede faciliteter i Ikast.

– Så det var ikke et svært valg for mig at takke ja til en ny kontrakt med klubben, siger Kristjánsson, som oplever en stor tiltro på U19-holdet med fast spilletid, mens Thomas Thomasberg og trænerteamet i tilgift har givet ham uofficiel debut på førsteholdet, inden forårssæsonen 2024 rullede afsted.

– Jeg føler, det går den rigtige vej. Så jeg skal bare fortsætte med at have et godt fodboldhumør og have fuldt fokus på at udvikle mig som spiller, så jeg kan komme endnu tættere på førsteholdet.

– Jeg ser det som en styrke, at jeg ikke har glemt, hvor jeg kommer fra i forhold til min islandske krigermentalitet, hvor det først og fremmest handler om at forsvare med livet som indsats, afslutter han.

Fun facts

Daníel Kristjánsson har holdt med Premier League-oprykkerne fra Luton Town siden 2016, hvor særligt Ross Barkley er hans favoritspiller. Men falder spørgsmålet på, hvem der er den bedste aktive spiller i verden, er det den argentinske troldmand og nuværende MLS-spiller i Inter Miami, Lionel Messi.

Fakta om Daníel Freyr Kristjánsson

Født: 30. august 2005 (18 år)
Højde: 1,82 meter
Position: Venstrebenet venstre back
27 kampe for de islandske ungdomslandshold
47 kampe for U19 fordelt over U19 Ligaen og Youth League (fire mål og 15 assists til følge)