Gustav Fraulo kom til FC Midtjylland som U14-spiller fra fynske OKS. Den alsidige midtbanespiller har sidenhen arbejdet sin vej op gennem det midtjyske akademi, og i dag er han en profil på klubbens stærke U19-hold, der topper landets bedste ungdomsrække.
Nu underskriver det 17-årige stortalent en ny treårig aftale, og han rejser samtidig med resten af førsteholdstruppen på træningslejr til Portugal.
– Der ligger masser af hårdt arbejde bag den her aftale. Jeg har været i Midtjylland i lang tid, og derfor betyder det rigtig meget. Jeg kan mærke, at folk i klubben tror på mig, og det er fedt, at vi kan gøre det her sammen, siger Gustav Fraulo og fortsætter:
– Det bliver vildt fedt at komme med på træningslejr. Jeg er begyndt at træne lidt med her efter vinterpausen, og det giver endnu mere blod på tanden. Alt sker i et højere tempo, og man skal tænke hurtigt i alle situationer. Det er helt klart med til at rykke mig.
Gustav Fraulo sætter samtidig ord på målsætningerne for den nærmeste fremtid:
– Nu håber jeg, vi kan gøre arbejdet færdigt i U19 Ligaen, så vi kan kvalificere os til Youth League i næste sæson. Jeg håber samtidig at få så meget seniorerfaring som muligt og få min debut på MCH Arena.
Spiller med en enorm energi
Assisterende sportschef Kristian Bach Bak sætter ord på Gustav Fraulos kvaliteter, som førsteholdstruppen nu får glæde af i Portugal.
– Han spiller med en enorm energi og kan løbe solen sort. Nu skal han lære at tøjle og bruge sin energi helt rigtigt, og kan han tage det næste step, bliver han en fantastisk udtryk-spiller på vores hold. Samtidig er det et plus, at han kan spille flere pladser, hvor han særligt på 8’er-positionen gør det flot.
– Det bliver en stor oplevelse for Gustav at være med på træningslejren. Han skal suge til sig, tage en masse med hjem, og så skal han give den fuld hammer dernede. Det er det, han har gjort hidtil i opstarten, og det er derfor, han står med de her muligheder nu, siger Kristian Bach Bak.
Samtidig udtrykker vice sportschefen glæde over, at en lang række af klubbens største talenter har skrevet under på nye aftaler inden for de seneste måneder.
– Det er stort at lave de her kontrakter med vores bedste talenter, som har været med hele vejen. Spillerne viser klubben en tillid, fordi de skriver under på, at vi skal være med til at udvikle dem. Det er jeg oprigtigt stolt af, og jeg håber, vi i de kommende år får en masse af de her talenter at se inde på stadion.
– Vi skal have nogle sultne spillere kombineret med erfarne topspillere. Det er det bedste miks, og med de forlængelser, vi laver for tiden, er vi godt på vej til at have fremtiden sikret, lyder det fra Kristian Bach Bak.
Gustav Fraulo er en del af det danske U18-landshold, hvor han står noteret for fire kampe. Han har desuden optrådt 14 gange på U17-landsholdet.
Fra FC Midtjyllands side skal der lyde et stort tillykke med kontraktforlængelsen til Gustav Fraulo.