Adam Nygaard Andersen fyldte forleden 15 år, og det gav anledning til at underskrive den kontrakt, som han har fået tilbudt på FC Midtjyllands U17-hold.
Adam Andersen kom til FCM fra Viborg som U14-spiller og har siden da vist kvalitet og potentiale nok til at få tilbudt en kontrakt på akademiet. Hans tid i Herning har dog været meget præget af skader, så derfor var den unge ulv meget lettet, da han fik at vide, at han fortsat havde en fremtid i FCM efter U15-tiden.
– Jeg kom lige pludselig til et hårdere træningsmiljø og gik fra 4 til minimum 6 træninger om ugen og så kamp oveni. Så det havde måske lidt at gøre med, at jeg var en del ramt af muskelskader i lår og lyske i min U14-tid. Som U15-spiller havde jeg så en større knæskade, der tog mig et par måneder at komme over. Så jeg var meget glad, da jeg blev tilbudt at blive, for jeg havde været lidt usikker og nervøs omkring, hvor vidt jeg kunne blive efter at have været skadet så meget, fortæller Adam Nygaard Andersen til fcm.dk.
Udover skaderne har det også været omfattende at komme til og fra træning, da han har taget bussen fra Viborg hver dag. Det har altså også været en dedikeret indsats fra den unge FCM-spillers side at have en halv hverdag i Midtjylland. Men det har altså ikke været forgæves. For FCM får nu en spiller, der er ganske alsidig på banen.
– Jeg er en offensivt tænkende forsvarsspiller, der er god til at læse spillet. Min spilforståelse er ret godt, og så har jeg også det tekniske på plads med eksempelvis korte afleveringer og driblinger, fortæller han.
En udtalelse der bakkes op af akademichef Flemming Broe.
– Vi har med et teknisk funderet spiller at gøre, som primært spiller i forsvaret, men som også kan fungere på kanten. Han har en god placeringsevne, er taktisk dygtig og er god til at se spillet og spille bolden frem på banen med stor kvalitet. Han er en refleksiv ung mand, som har gode forudsætninger for at skabe en god og kontinuerlig udvikling. Nu får han forhåbentlig en god periode i klubben uden flere skader, så han kan få en masse erfaring i benene, fortæller han.
Spilleren selv har også glædet sig til at komme i gang med sæsonen som førsteårs U17-spiller og fortsætte i FCM.
– Jeg glæder mig til at kunne udvikle mig selv, og se hvor langt jeg kan komme. Jeg vil gerne blive den bedst mulige udgave af mig selv både på og uden for banen, så det glæder jeg mig til at skulle opleve her i FCM, afslutter forsvarsspilleren.
Adam Andersen og resten af U17-holdet har indtil videre spillet fem kampe i U17 Ligaen, hvor det er blevet til tre sejre og to uafgjorte resultater og altså ingen nederlag.