Førsteholdet

Thomasberg: Ærgrelse over resultatet – men tilfreds med indsatsen

Thomasberg fortæller om det smalle nederlag til Real Sociedad, hvor FC Midtjylland havde mulighederne for mere.

13/02/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Trods flere store chancer måtte FC Midtjylland tage til takke med et 1-2-nederlag torsdag aften på MCH Arena. Det efterlader midtjyderne med en svær opgave før returen om en uge i San Sebastián.

– Jeg står med en stor ærgrelse over et resultat, som ikke var nødvendigt. Jeg synes, vi leverede en god indsats, hvor vi i 1. halvleg fik dem trykket på mange parametre, uden de skabte så meget. Jeg er tilfreds med indsatsen over hele kampen, indleder Thomas Thomasberg og fortsætter:

– Vi tvang dem til at skifte en række spillere i pausen, og at de sendte et par A-landsholdsspillere på banen indikerer, at det ikke helt gik, som de ønskede.

– De fik med rutine og erfaring ødelagt lidt af rytmen i 2. halvleg, og det er en fortælling om, at vi gjorde det rigtig godt – selvom det ikke var nok til at få et resultat med. Det resultat, vi står med nu, er mindre brugbart, end det vi havde før kampen.

Statistikkerne efter kampen lyder på 60-40 i boldbesiddelse i FCM’s favør, 9-8 i afslutninger og 8-3 i hjørnespark.

Referat, statistikker og Expected Goals

– Det er et hold, som i Spanien er vant til at have bolden meget, men vi kom ud og dominerede dem med og uden bold i flere facetter. Vi kom i det rette halvrum og fik en masse dødbolde, som vi i dag – i forhold til andre kampe – ikke lukrerede af. Men vi skabte nok chancer til, at det her ikke skulle være et nederlag.

Nu venter en svær opgave om en uge på Estadio Anoeta, hvor FC Midtjylland tager ned for at spille sin chance.

– Vi skal ned og spille vores chance ligemeget, hvor stor den er. Vi har stadig en chance, og det er den, vi skal ned for at jagte – og det kommer vi også til at gøre, lyder det til slut fra cheftræneren.