Det var så tæt på, men Slovan Bratislava trak det længste strå onsdag aften i den slovakiske hovedstad.
Trods en 1-2-føring i det 82. minut endte det med et nederlag på 3-2 efter to gange langskudsmål fra værterne i opgørets slutfase. Dermed må FC Midtjylland nøjes med Europa League i denne sæson.
– Det, der fylder, er den store skuffelse over, at vi ikke formåede at gøre kampen færdig. Vi havde et godt udgangspunkt med ti minutter igen, men desværre indkasserede vi et par flotte mål. Jeg kan kun lykkeønske Bratislava med, at de gik videre, men for os er det selvfølgelig en ekstremt skuffende aften, når den endte, som den gjorde.
– Effektiviteten manglede, og vi skulle have lukket kampen til 1-3. Jeg følte ikke, vi for alvor var truet, men pludselig stod der 2-2, vi brændte en friløber, og så scorede de igen. Vi ramte stolpen igen til sidst. I grove træk må vi erkende, at vi i sidste ende ikke var dygtige nok til at komme over målstregen.
– Desværre blev det ikke til det her Champions League-eventyr, som vi havde drømt om, og som vi lå til langt hen i kampen. Vi var lige ved at være der, og derfor er det en kæmpe skuffelse.
– Men vi må erkende, at vi ikke kendte vores besøgelsestid over de her to kampe, og vi har derfor ikke været dygtige nok, sagde Thomas Thomasberg på pressemødet efter kampen.
I stedet træder FC Midtjylland ind i Europa League, hvor der er lodtrækning til ligafasen fredag kl. 13.00.