Thomas Thomasbergs mandskab blev presset i kampens indledning, hvor man også indkasserede en scoring. Efter 30 minutter foretog FCM-cheftræneren en udskiftning, da Aral Simsir byttede plads med Kristoffer Askildsen.
– Jeg synes, vi angreb dem for lidt og havde for lidt fat i bolden i gode positioner. Derfor skulle Aral ind. Det var selvfølgelig lidt hårdt for Askildsen, som egentlig spillede på et fornuftigt niveau.
– Men vi havde brug for flere offensive kræfter, og det gav heldigvis pote, hvor vi i 2. halvleg havde mulighed for at lukke kampen, forklarer Thomas Thomasberg om den tidlige ændring.
Cheftræneren er samtidig yderst tilfreds med det endelige udfald.
– Vi er selvfølgelig ekstremt glade for at gå videre. Det var dejligt at se et hold, der trods problemer undervejs i kampen – og måske også lidt for mange i forhold til, hvad vi havde håbet på inden – fik sig hevet ud af det og også fik præsteret flot i 2. halvleg, der måske burde have været nok til sejren.
Simsir: Et vigtigt skridt på vejen
Cheftræneren omtaler det som en holdpræstation, selvom flere spillere også leverede individuelt flot i løbet af de 90 hede minutter i Ungarn.
– Elias lavede nogle flotte redninger, og jeg synes alt i alt, der var rigtig mange, som gjorde det godt, da vi fik sluppet det mentale pres og spillede mere frit. Det hjalp gevaldigt på vores spil.
Nu venter de slovakiske mestre fra Slovan Bratislava i playoff-runden, hvor én samlet sejr giver adgang til Champions League-ligaspillet.
– Vi glæder os helt vildt, men jeg ved ikke nok om dem endnu. Det skal jeg til at sætte mig ind i de næste par dage. Det vigtigste bliver selvfølgelig igen, hvordan vi selv kommer til at se ud, men inden da har vi en vigtig Superliga-kamp på fredag i Lyngby, siger Thomas Thomasberg.
Playoff-bold på MCH Arena
Allerede på onsdag gæster Slovan Bratislava det midtjyske til det første af to opgør i playoff-runden til Champions League.
Det handler om at være hurtig, hvis du skal sikre dig billetter. Læs mere nedenfor.