Førsteholdet

Thomasberg: Vi har mere at give af

Thomas Thomasberg analyserer på fredagens træningskamp mod AaB.

08/07/23
Christian Rothausen
Foto: Nikolaj Rønnow

AaB trak sig sejrrigt ud af fredagens testkamp i Ikast. FC Midtjyllands første siden opstarten gik i gang, mens aalborgenserne allerede havde været i aktion en gang tidligere på sommeren.

Cheftræner Thomas Thomasberg siger følgende om de 90 minutter, som udspillede sig:

– Det var en kamp, hvor vi kom til at kæmpe med det, fordi vi hurtigt var bagud 2-0. Det er noget, der ødelægger fornemmelsen, fordi vi vil vinde, selvom det er en træningskamp. Men hvis vi tæller op, hvad der var af muligheder, får du ikke en særlig høj Expected Goals hos AaB, hvorimod vi brændte nogle store chancer.

– Jeg er lidt ærgerlig, fordi det var en lille smule selvforskyldt. Vi skal være endnu mere afklarede og parat til tingene, men jeg ved også, det er naturligt, fordi det var første testkamp. Jeg har en tro på, at det ville have været anderledes, hvis der var tale om en turneringskamp, siger Thomas Thomasberg.

FCM-cheftræneren hæfter sig trods nederlaget ved nogle positive aspekter – kombineret med en lang række forbedringspunkter:

– Hvis jeg skal gå lidt væk fra resultatet, vil jeg sige, der var mange fine ting. Men jeg er ikke meget for at rose, når udbyttet ikke var derefter. Vi er et sted, hvor vi skal have resultater og sejre, og derfor ville det have været ærgerligt, hvis det var en turneringskamp, fordi der var mere at give af.

– Hver eneste gang, vi går på banen, skal vi give alt, vi har. Spillerne skal ikke sidde bagefter med følelsen af, at de kunne have givet mere. Der må aldrig være nogle procenter i dem, der ikke er blevet brugt, fordi man har ikke chancen for at reparere på det efterfølgende.

– Vi stillede op med 22 forskellige spillere, og derfor indikerede det også, at det var en træningskamp, hvor vi fortsat skal arbejde lidt endnu for at nærme os vores topniveau, siger Thomas Thomasberg til slut.

Gense FC Midtjylland – AaB