Førsteholdet

Thomasberg vil bringe størstedelen af truppen i spil til Vejle-test

Thomas Thomasberg fortæller om lørdagens testkamp mod Vejle, som lidt utraditionelt falder efter to Europa League-opgør og forinden playoff-knockoutkampen mod Real Sociedad.

07/02/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Lørdag kl. 13.00 venter Vejle Boldklub i vinterens sidste testkamp, der løber over 4 x 30 minutter med et kvarters indlagt pause efter den første time.

– Vi har nogle spillere, der er i kampform, og så har vi nogle, der ikke har spillet lige så meget. Det er også derfor, det bliver 4 x 30 minutter, så vi får alle i kamp, og alle forhåbentlig får en time. Vi glæder os til at træne alle de ting, vi øver i dagligdagen, mod en anden modstander, samtidig med at vi synes to uger er for lang tid at gå kun og træne før Sociedad-kampen, siger Thomas Thomasberg om overvejelserne bag.

Cheftræneren nævner, at man i træningerne har kørt mange 11 v 11-øvelser for at simulere rigtige kampsituationer, men nu byder muligheden sig altså mod en udefrakommende modstander.

Noget utraditionelt finder kampen sted midt inde i forårssæsonen, hvor FC Midtjylland allerede har to Europa League-kampe i benene. Det skyldes den tidlige start i midt januar som følge af UEFA’s formatændringer af de europæiske klubturneringer.

– Nu gik det jo rigtig godt, selvom man altid er bekymret for, om det var nok dage til at gøre sig klar til de første kampe (mod Ludogorets og Fenerbahçe, red.) – også fordi vi kun nåede en testkamp, inden vi skulle i gang. Det har jeg aldrig prøvet før. Men det har fungeret, som vi håbede på.

Kan man forvente at se vores nye mand, Dani Silva, i aktion i morgen?

– Ja, han skal spille, siger cheftræneren.

Første interview med Dani Silva: Min ambition er, at vi bliver mestre

Til sidst sætter Thomasberg et par ord på den netop overståede teambuilding-tur til Norge:

– Det var en rigtig positiv oplevelse. For det første var det et vanvittigt flot landskab, vi var ude i, og noget, der er anderledes end det, vi kommer fra. Generelt var der mange af os, der ikke havde prøvet at være ude i naturen på den måde – at stå på ski, slå vores egne telte op for at overnatte i minus 15 grader og så videre.

– Vi lærte hinanden og os selv at kende på en anden måde. Det skulle gerne medvirke til, at vi får den her fællesskabsfølelse og noget ekstra sammen, som gør, at når det spidser til i kampene eller i dagligdagen, har vi måske nogle ekstra ressourcer, fordi vi har set hinanden på en anden vis.

Stream lørdagens kamp

Vi sender direkte fra kl. 12.55, hvor du kan hoppe ind og se med på fcm.dk og vores YouTube-kanal – kvit og frit – når Thomas Thomasbergs tropper skal finpudse formen før det europæiske brag mod Real Sociedad næste torsdag samt 3F Superliga-åbneren tre dage senere hjemme mod Lyngby.

Udsendelsen sendes i et samarbejde med FC Midtjyllands hovedsponsor, Arbejdernes Landsbank, og Eleiko Group.