Førsteholdet

Thompson underskriver aftale

Den 22-årige keeper Jared Thompson efterlod et godt indtryk under sin prøvetræning i Polen og har underskrevet en etårig aftale med FC Midtjylland.

15/07/21
Mads Jakobsen
Foto: FC Midtjylland

Den britiske målmand Jared Thompson tilslutter sig FC Midtjylland efter en vellykket prøvetræning under træningslejren i Polen. Han har således underskrevet en aftale for den kommende sæson.

Valdemar Birksø pådrog sig en alvorlig skulderskade i sæsonens sidste kamp med U19 og forventes ude i store dele af sæsonen. Jared Thompson skal derfor supplere Jonas Lössl og Elias Olafsson i målmandsteamet på førsteholdet.

– Vi er glade for tilgangen af Jared. Han har vist sig flot frem den seneste uge og fuldender vores team, lyder det fra målmandstræner Lasse Heinze.

Den engelske keeper er 22 år og har en fortid på Chelseas akademi. Han har i de seneste sæsoner spillet i Exeter City og Brentford.

Thompson får nummer 30.