– Mest af alt holder jeg af hverdagen.
Sådan lød det fra Dan Turéll tilbage i midtfirserne, og forhåbentlig deler FCM U19 tankegangen.
Efter sidste uges Youth League-eventyr mod Rosenborg gælder det i hvert fald atter dagligdagen i den hjemlige liga og – mere specifikt – en hjemmekamp mod AC Horsens tirsdag aften.
10-1-sejren i ungdommens Champions League står selvfølgelig stadig frisk i erindringen, og stemningen på træningsanlægget har været i top i den forgangne uge:
– Ja, der har været ekstra smil på læben hele vejen rundt. Vores mål var at gå videre til næste runde, og at vi gjorde det så overbevisende, betød også noget. Vi skabte både et stort antal chancer og var dygtige til at udnytte dem, og den effektivitet vil jeg naturligvis gerne, at vi kan tage med os videre, fortalte cheftræner Kenneth Andersen.
– Tager for store chancer i vores opspil
I U19 Ligaen har det ellers så sejrsvante FCM U19 måttet slide i det, og de forsvarende mestre står blot noteret for to sejre i sæsonens hidtidige syv kampe. Senest blev det til et 2-1-nederlag på udebane til OB efter en kamp, hvor personlige fejl og et misbrugt straffe endte med at overskygge en ellers godkendt præstation:
– Jeg kan ikke sætte en finger på arbejdsindsatsen, men det var os selv, der forærede OB sejren – ingen tvivl om det. Vi tager for store chancer i vores opspil, og det har generelt været for let for modstanderne at lokke os til at smide boldene væk, lyder vurderingen fra FCM-træneren.
Han og holdet kommer til at påtage sig favoritværdigheden mod AC Horsens. Med en 1-0-sejr over Esbjerg fik østjyderne en opløftende start på efteråret, men i de efterfølgende syv kampe er det blot blevet til to point, hvilket efterlader “Den Gule Fare” på en 13. plads i tabellen, hvor FCM er placeret som nummer seks.
Der er kampstart på EDC Arena i Ikast tirsdag kl. 18.30, hvor der er gratis adgang.
Skulle man være forhindret, er der mulighed for at se opgøret på FCM’s livestream fra kl. 18.25 – følg blot linket herunder.